Pressemeddelelse fra RENOVER prisen
Fra i dag kan alle indstille deres yndlingsrenovering til RENOVER prisen – uanset om du er håndværker, arkitekt, ingeniør, bygherre eller parcelhusejer. Udover æren af at kunne kalde sig Danmarks bedste, får vinderholdet en check på 100.000 kr.
RENOVER prisen går til en renovering så eksemplarisk, at den fortjener at blive fremhævet til inspiration for fremtidige renoveringer.
“Vi er altid meget spændte på at se, hvilke renoveringer der kommer ind – og hvert år bliver vi overraskede over, hvor mange forskellige og nye typer af renoveringer, der er i Danmark. Det er vigtigt for os at få disse eksempler frem i lyset, så de kan inspirere andre. Og det er vigtigt for os at kåre Danmarks bedste, så det kan være et forgangseksempel for andre,” siger Lars Axelsen, administrerende direktør i Grundejernes Investeringsfond.
Alle typer renoveringer skal frem i lyset
Sidste år blev der indstillet 157 projekter til RENOVER prisen af vidt forskellig karakter – blandt andet en gammel postgård, som i dag fungerer som attraktive kontorlokaler, en transformerstation, der i dag er et eksklusivt hotel, og en tidligere vindmøllefabrik i Viborg, der i dag er blevet til et mekka for streetkultur for børn og unge. Parterne bag RENOVER prisen håber, at der igen i år vil komme indstillinger af mange forskellige typer renoveringer.
“Målet med RENOVER prisen er at få alle slags renoveringer frem i lyset sammen med det brede, gode samarbejde. Både renoveringen af den private bolig og renoveringen af det store kulturprojekt. Vi håber meget, at vi igen i år vil se en stor spændvidde blandt de indstillede projekter,” siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.
Udover RENOVER prisen vil der igen i år også blive uddelt en specialpris. Specialprisen gives til et projekt, der ikke lever op til alle RENOVER prisens krav, men som på den ene eller anden måde er præget af en originalitet og kreativitet, som fortjener anderkendelse.
Du kan nemt indstille dine favoritprojekter
Du kan nemt indstille et renoveringsprojekt via hjemmesiden indtil d. 1. marts 2020. De nominerede projekter til RENOVER prisen 2020 offentliggøres medio juni. Vinderholdet af både RENOVER prisen og Specialprisen kåres ved en prisfest i september 2020.
FAKTA OM RENOVER PRISEN
RENOVER PRISEN SÆTTER FOKUS PÅ RENOVERING
RENOVER prisen uddeles af Realdania og GI. Selv om renovering fylder mere end halvdelen af den samlede produktion i byggebranchen, er det primært nybyggeri, der bliver belønnet med priser. Det er RENOVER prisen med til at lave om på. Det særlige ved prisen er derudover, at den hylder et helt projekt frem for en enkelt bidragsyder. RENOVER prisen er en pris til alle, der har været involveret i det vindende projekt – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.
RENOVER PRISEN 2019
Sidste år blev seks projekter nomineret til prisen på baggrund af 157 indstillede projekter. De seks nominerede projekter til RENOVER prisen var:
- Postgården på Købmagergade, København
- St. Kongensgade 53, København
- Sønderparken, Fredericia
- Hotel Herman K, København
- Villa i Sydbyen, Silkeborg
- GAME Streetmekka Viborg, Viborg
Hotel Herman K vandt RENOVER prisen 2019, mens kultur- og forsamlingshuset, Ørstedspavillonen, på Langelang vandt Specialprisen.
KRITERIER TIL DE NOMINEREDE AF RENOVER PRISEN 2020
Vinderen blandt de indmeldte projekter vil blive fundet ud af en samlet vurdering på baggrund af 7 kriterier.
- Eksempelværdi: Projektet har potentiale til at inspirere branchen i forhold til renovering.
- Bæredygtighed: Projektet har bidraget til bæredygtig praksis bl.a. via energieffektivisering
- Samarbejde og proces: Projektets resultat er sikret gennem godt samarbejde og fagligt kompetente bidrag.
- Brugskvalitet: Projektet er funktionelt velfungerende og vurderes positivt af sine brugere.
- Bidrag til omgivelser: Projektet bidrager positivt til dets nærmiljø.
- Økonomi og værdiforøgelse: Projektet har skabt værdi for bygningsejeren i forhold til kvalitet, tid og ressourcer.
- Udførelseskvalitet: Projektet er gennemført på et højt håndværksmæssigt niveau.
Ved anvendelse af foto akkrediteres Lars Krogsgaard.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/indstil-dit-bud-pa-danmarks-bedste-renovering?releaseId=13585153