PRM / Apoteket kan genordinere visse typer receptmedicin

    Pressemeddelelse fra Danmarks Apotekerforening

    Opdager du her i juledagene, at du har glemt at forny recepten på eksempelvis P-piller, insulin, blodtryksmedicin eller medicin mod astma? Så bør du ikke belaste Akuttelefonen 1813 eller vagtlægen. I stedet kan du gå på apoteket, hvor en behandlerfarmaceut står klar til at hjælpe borgere, der er i stabil behandling, men som i juletravlheden glemte at få recepten fornyet hos lægen, inden ferien satte ind.

    Tilbuddet om genordination af receptmedicin gælder for en række af de mest anvendte lægemidler. For at få genordineret sin recept på apoteket skal man have en gyldig ordination fra lægen, og man skal have været i stabil behandling med medicinen i mindst et halvt år. Gælder genordinationen P-piller, skal man have brugt dem i mindst et år.

    Ordningen med behandlerfarmaceuter, der er specielt autoriseret til at kunne genordinere medicin, blev vedtaget i Folketinget med et overvældende flertal kort før jul sidste år, og den trådte i kraft 1. juli 2019. Målet er at gøre yderligere brug af apotekernes faglighed og forbedre serviceniveauet for borgerne ved at øge tilgængeligheden til lægemidler.

    Ifølge Anne Kahns, der er formand for Danmarks Apotekerforening, har ordningen med genordination gjort det lidt nemmere at være dansker:

    “Vores autorisation som behandlerfarmaceuter gør det lettere for bl.a. en række kronike patienter, hvis de er løbet tør for udleveringer på recepten og har glemt at få lægen til at forny den. Det kan være et problem – ikke mindst her i feriedagene omkring jul og nytår, hvor mange praktiserende læger holder lukket. Samtidig aflaster ordningen de hårdt belastede vagtlæger og medarbejderne på Akuttelefonen, som hidtil har været nødt til at bruge ressourcer på at sidde og genordinere medicin.”

    Fra i morgen 3. juledag har landets apoteker åbent igen, og de har alle tilknyttet en behandlerfarmaceut. I helligdagene kan man opsøge et vagtapotek. Find det nærmeste på www.apoteket.dk/raadgivning/love-og-regler/vagtapoteker. Se listen over de lægemidler, der kan genordineres, på www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=208085

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/apoteket-kan-genordinere-visse-typer-receptmedicin?releaseId=13585647