PRM / Rejse-agenter får bedre muligheder i kampen for Rønne-Sassnitz

    Pressemeddelelse fra Molslinjen A/S

    Når Bornholmslinjen omkring september offentliggør sejlplanerne for færgerne til Bornholm, er det typisk en plan, som rækker et år frem i tiden. Men da tyskere planlægger deres rejser i meget god tid, har det været svært for både de danske og tyske rejsearrangører at sælge grupperejser og pakkerejser til Bornholm via Rønne-Sassnitz.

    “Derfor er vi allerede nu klar med en sejlplan for 2021, så alle rejse-agenter har de bedste betingelser for at kunne sælge ture til de tyskere, som gerne vil kende deres ferieplaner langt frem i tiden”, siger Bornholmslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

    Sejlplanerne er nu lagt i hænderne på de bornholmske rejsearrangører samt et helt nyt korps af tyske rejse-agenter, som ser et stort potentiale i Bornholm på alle tider af året.

    “Vi vil rigtigt gerne være med til at udvikle det tyske marked. Derfor har vi været på turné i Tyskland for at finde nye samarbejdspartnere, som tror på Bornholm, hvis de kan arbejde langsigtet med rejserne”, siger Jesper Skovgaard.

    Han håber, at samarbejdet med de bornholmske og tyske agenter kombineret med en fælles markedsføringsindsats fra hele turisterhvervet på Bornholm, vil have den ønskede effekt.

    “Som færgeselskab kan vi ikke løfte opgaven alene. Hele Bornholm skal kaste sig ind i kampen”, slutter Jesper Skovgaard.

    Kontakt:

    PR- og kommunikationschef Jesper Maack tlf.: 20196215 email: jma@molslinjen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rejse-agenter-far-bedre-muligheder-i-kampen-for-ronne-sassnitz?releaseId=13585618