PRM / 185 mio. kr. fra Vækstfonden, EIB og private investorer skal accelerere vækst i danske OnRobot 

    Pressemeddelelse fra Grouleff Communications

    Robotteknologi er en dansk styrkeposition, og robotklyngen i Odense rummer flere end 130 virksomheder. En af dem, OnRobot, har allerede opnået stor international efterspørgsel på sine produkter, og i dag kan virksomheden annoncere en kapitalrejsning på 185 millioner kroner. Kapitalen kommer fra Vækstfonden, Den Europæiske Investeringsbank, EIB, og en række private investorer.

    Vækstfonden og EIB lancerede for nylig et nyt samarbejde om investeringer i danske virksomheder, der står foran kraftig ekspansion. Samlet vil de to partnere investere mere end 1,1 mia. kr. i danske virksomheder. Og den første er altså OnRobot.

    “Vi glæder os over nu at foretage den første investering i samarbejdet med EIB, der gennem massive investeringer skal være med til at sikre vækst, innovation og jobskabelse i en række danske virksomheder, der har potentialet til at blive internationale fyrtårne. OnRobot har allerede været på en flot vækstrejse, og med investeringen her kan virksomheden accelerere udviklingen betydeligt og bringe dansk robotteknologi endnu bredere ud,” siger Rolf Kjærgaard, direktør i Vækstfonden.

    Vækstfonden investerede første gang i OnRobot i 2016 og har siden fulgt virksomheden på rejsen fra startup til globalt førende leverandør af applikationer til kollaborative robotter, også kaldet cobots.

    Robotapplikationer til verdensmarkedet
    OnRobot, der har robot-pioner Enrico Krog Iversen i spidsen, blev stiftet i Odense i 2015 og har siden forenet yderligere fire robotvirksomheder under samme brand. Virksomheden er i dag en one-stop-shop for avancerede, men brugervenlige robotgribere og sensorsystemer, som gør det enkelt og hurtigt for industrien at automatisere manuelle opgaver i en produktion. I de første år udviklede OnRobot primært løsninger til robotarme fra Universal Robots, men for nyligt lancerede virksomheden en helt ny platform, der gør det muligt let og intuitivt at benytte OnRobots forskellige produkter på robotarme fra mange forskellige robotproducenter.

    “OnRobot repræsenterer en vision om at skabe en globalt førende virksomhed indenfor end-of-arm-løsninger til særligt kollaborative anvendelser. Vi har allerede skabt et meget solidt fundament, og særligt markedsføringen af vores nye “plug-and-produce”-platform vil være afgørende for, at vi når vores ambitiøse mål. Med den nye investering får vi mulighed for at øge vores forspring og gøre visionen til virkelighed,” siger Enrico Krog Iversen, direktør i OnRobot.

    Løftestang for privat kapital
    Investeringerne fra Vækstfonden og EIB fungerer som løftestang for privat kapital, da investeringerne altid sker i samarbejde med private investorer. I denne runde får OnRobot en række vigtige nye investorer ombord, der alle er kendte erhvervsfamilier, blandt andre familierne Gundersen, Sandal, Bonnesen og Bøgh-Sørensen.

    “OnRobot er en spændende lokal virksomhed, som er på en ambitiøs international vækstrejse. For os er det vigtigt at støtte lokale initiativer med globalt potentiale, og der er ingen tvivl om, at OnRobot med Enrico Krog Iversen i spidsen repræsenterer en stærk mulighed for at styrke robotklyngen i Odense som et internationalt kraftcenter,” siger Nicolai Fink Gundersen, der indtræder i bestyrelsen på vegne af de nye investorer.

    I EIB glæder Vice President Alexander Stubb sig over, at investeringssamarbejdet med Vækstfonden nu er udmøntet i den første, fælles investering.

    “SMV’er og midcaps er vigtige drivere af innovation og jobskabelse i Europa, og vi er glade for, at EU’s investeringsbank, med støtte fra Juncker-planen, kan bidrage til denne danske virksomheds finansieringsmuligheder. Vi glæder os over, at Vækstfonden allerede nu har underskrevet den første aftale med dette innovative firma under vores for nyligt underskrevne partnerskab,” siger Alexander Stubb.

    OnRobot har i dag cirka 180 medarbejdere, salgskontorer i otte lande samt flere end 380 distributører globalt.

    Om OnRobot:

    OnRobot, der har hovedkontor i Odense, har samlet fem danske og internationale virksomheder i én dansk koncern: On Robot (DK), OptoForce (HU), Perception Robotics (US), Purple Robotics (DK) og Blue Workforce (DK). OnRobot samler dermed en række unikke teknologier – både hardware og software – som benyttes i applikationer til samarbejdende robotter og letvægtsrobotter. OnRobot udvikler state-of-the-art gribere, sensorer og andre nyskabende løsninger til at overvinde automationsbarrierer. OnRobot muliggør automatisering af opgaver som pakning, kvalitetstests, varehåndtering, maskinpasning, montage og svejsning. Ud over hovedkvarteret i Danmark har OnRobot salgskontorer i Tyskland, Kina, USA, Spanien, Polen, Singapore, Japan og Korea samt mere end 380 distributører verden over. Virksomheden har i dag ca. 180 medarbejdere.

    Læs mere på www.onrobot.com


    Investeringssamarbejde mellem Vækstfonden og EIB:
    Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsbank, EIB, indgik tidligere i år et nyt investeringssamarbejde, hvor begge parter indskyder 75 mio. euro i en fond, der skal investere i danske virksomheder klar til vækst. Investeringerne er betinget af et krav om minimum 50 pct. i privat medfinansiering, hvilket potentielt bringer det samlede investeringsbeløb op på mere end 2 mia. kr. Investeringerne, der forventeligt samlet vil være i størrelsesordenen 5-20 mio. euro, foretages i små og mellemstore samt midcap-virksomheder, der står foran udvikling og skalering.

    Læs mere: https://vf.dk/nyheder/2019/nyt-investeringssamarbejde-mellem-vaekstfonden-og-eib-skal-sikre-milliarder-til-danske-virksomheder/

    Kontakt:

    CEO Malene Grouleff tlf.: 28915809 email: malene@grouleff.it

    For yderligere information, kontakt:

    Vækstfonden: Nathali Selmeczi Lehmann, teamleder for Kommunikation og Samfundsansvar, på 2860 0113 eller nsl@vf.dk
    OnRobot: Enrico Krog Iversen, CEO, via Liselotte Winther Frellsen på telefon 2278 4537
    European Investment Bank, EIB:  Tim Smit, Press Officer, +352 691 286423, t.smit@eib.org

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/185-mio-kr-fra-vaekstfonden-eib-og-private-investorer-skal-accelerere-vaekst-i-danske-onrobot-?releaseId=13585408