Pressemeddelelse fra Industriens Pension
Industriens Pension har udnævnt Morten Rask Nymark, som hidtil har været europæisk aktiechef, som ny leder for noterede aktieinvesteringer. Samtidig er Anders Ellegaard, som hidtil har været senior porteføljemanager med fokus på valg af eksterne forvaltere, blevet udnævnt som ny leder for Fixed Income (obligationer, kredit, pengemarked og valuta).
De nye roller til Morten Rask Nymark og Anders Ellegaard kommer som led i en justering af strukturen i afdelingen Noterede Investeringer, der dækker alle børsnoterede investeringer i Industriens Pension.
Tidligere havde afdelingen én chef, men investeringsdirektør Peter Lindegaard, der indtil begyndelsen af november selv var leder af Noterede Investeringer, har valgt en ny organisering. Afdelingen vil fremover bestå af de to teams samt nogle specialister, der refererer direkte til investeringsdirektøren.
Vil samle ekspertisen
Organisationsændringen skyldes et ønske om at samle ekspertisen inden for de store aktivklasser i fokuserede teams, der går på tværs af ekstern og intern forvaltning.
“Med Morten Rask Nymark og Anders Ellegaard får vi to meget kompetente og erfarne folk som ledere af de nye teams. I Industriens Pension har Morten skabt rigtig gode resultater inden for europæiske aktier, mens Anders med stor succes har arbejdet med udvælgelse af eksterne forvaltere og etablering af en ny aktivklasse, øvrig kredit,” siger investeringsdirektør i Industriens Pension, Peter Lindegaard.
Industriens Pension har noterede investeringer på 125 mia. kr. ud af en samlet portefølje på 183 mia. kr. Omtrent 75 mia. kr. er fordelt på forskellige typer obligationer, der dækker over alt fra high yield- og Emerging Markets-obligationer til danske realkreditobligationer, mens omkring 50 mia. kr. aktuelt er investeret i børsnoterede aktier.
“Jeg er overbevist om, at Morten Rask Nymark og Anders Ellegaard i deres nye roller kan bidrage til en videreførelse af de gode resultater, som vi historisk har haft inden for både aktier og obligationer,” siger Peter Lindegaard.
Kontakt:
Pressechef Laurits Harmer Lassen tlf.: Direkte 33 66 81 26 Mobil 29 39 66 76 email: lala@industrienspension.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-aktiechef-og-obligationschef-i-industriens-pension?releaseId=13585360








