PRM / Industriens Fond støtter blockchain-uddannelser til virksomhedsledere

    Pressemeddelelse fra Alexandra Instituttet

    Blockchain Academy Network skal uddanne virksomhedsledere i brugen af blockchain-teknologi gennem et nyt toårigt projekt. Formålet med initiativet, som er rettet mod både topledere og tekniske ledere i dansk erhvervsliv, er at give dem både teknologisk, forretningsmæssig og ledelsesmæssig indsigt i blockchain. Partnerne bag initiativet er Alexandra Instituttet, Concordium Blockchain Research Center på Aarhus Universitet, Instituttet for Fremtidsforskning, European Blockchain Center på IT-Universitetet i København og virksomheden Concordium.

    “Blockchain-teknologien kan løse helt specifikke problemer som f.eks. at kunne opbevare data, så de er umulige at manipulere, men hvis der kommer forkerte data på en blockchain, så opbevarer den bare de forkerte data sikkert. Det er sådanne eksempler på viden, vi skal opkvalificere i danske virksomheder,” forklarer chef for Security Lab, Gert Læssøe Mikkelsen fra Alexandra Instituttet.

    “Gennem en serie af lektioner beskriver vi de kommercielle og samfundsmæssige implikationer, giver topledelsen et realistisk indblik i teknologiens muligheder og afdækker risici for decentral værdiskabelse,” siger professor Roman Beck, fra European Blockchain Center på IT-Universitetet i København.

    “Blockchain-teknologien rummer mange muligheder for at demokratisere markedskræfterne yderligere til gavn for danske virksomheder. Det er vigtigt at uddanne ledelsen i teknologiens muligheder og i de faktorer, der spiller ind, når man vælger en blockchain-teknologi. I Concordium er vi på forkant med bl.a. de stigende regulatoriske krav fra myndighederne, sikkerheden og de “grønne” blockchain-løsninger. Alt sammen er vigtige faktorer for virksomheder, så de kan høste potentialet af blockchain-teknologien,” siger Lone Fønss Schrøder, CEO i Concordium.

    En perlerække af blockchain-eksempler

    Ud over de mange uddannelsesaktiviteter etablerer det nye projekt også et blockchain-panel, der skal stimulere en fælles, fremtidsorienteret dialog om, hvordan konkurrenceevnen i dansk erhvervsliv kan styrkes fra et blockchain-perspektiv.

    “Med etableringen af Blockchain Academy Network skabes et dansk samlingssted med blockchainteknologien som omdrejningspunkt. Projektet skal samle både danske og internationale erfaringer og bringe dem ud i dansk erhvervsliv gennem aktiviteter og uddannelsesforløb. På den måde kan danske virksomheder blive bedre rustede til at arbejde med teknologien og omsætte den til forretning,” siger adm. direktør Thomas Hofman-Bang fra Industriens Fond og peger på blandt andet de syv andre projekter, som fonden har iværksat gennem sit fokus på blockchain-teknologien:

    “I projekterne findes en masse læring, metoder og konkrete virksomhedseksempler. Og det gør der også andre steder i Danmark og i udlandet. Alt det skal Blockchain Academy Network samle op på og bringe videre til danske virksomheder,” siger Thomas Hofman-Bang.

    FAKTABOKS

    Industriens Fond støtter Blockchain Academy Network med 6,7 mio. kroner over 2 år.

    Partnerkredsen bag Blockchain Academy Network er primært akademiske aktører samt blockchain-projektet Concordium. Samlet har de et solidt overblik over teknologiens teoretiske og praktiske vinkler, og flere af de involverede parter har hands-on-erfaring med blockchain-projekter.

    • Alexandra Instituttet
    • Concordium
    • IT-Universitetet i København: European Blockchain Center
    • Aarhus Universitet: AU Engineering, blockchain-enheden i AU-DIGIT og Concordium Blockchain Research Center Aarhus
    • Instituttet for Fremtidsforskning

    Kort fortalt skal projektet:

    • Levere uddannelses- og formidlingsaktiviteter, der bygger på valide cases og forskningsbaserede metoder til opnåelse af en konkret og værdibaseret tilgang til blockchain i dansk erhvervsliv.
    • Etablere et tæt samarbejde med industri- og erhvervsorganisationer for at opnå rækkevidde og for at gøre uddannelsesaktiviteter og fremtidsscenarier så relevante og case-specifikke som muligt.
    • Iværksætte netværksaktiviteter og indsamle erfaring og læring fra andre blockchain-projekter støttet af Industriens Fond. Det vil dels gavne de konkrete uddannelsesaktiviteter og dels bidrage til drøftelsen af fremtidige strategiske indsatser/uddannelsestilbud målrettet virksomhederne.

    Kontaktinfo:

    Gert Læssøe Mikkelsen, Head of Security Lab, +45 24 26 99 11, gert.l.mikkelsen@alexandra.dk

    Ole Østrup, formidlingschef, Industriens Fond, +45 23 80 06 60,
    oos@industriensfond.dk

    Alette Pramming, Head of Communication, Concordium, +45 53735750, ahp@concordium.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/industriens-fond-stotter-blockchain-uddannelser-til-virksomhedsledere?releaseId=13585157