Pressemeddelelse fra Furesø Kommune
Mellem 300 og 400 virksomheder deltager hvert år i den fælles nytårskur, som Furesø Kommune arrangerer i samarbejde med Furesø Erhvervsforening og Furesø INDUSTRI.
Nu er tilmeldingen åbnet til nytårskuren den 15. januar, som mødte stor opbakning, da programmet i sidste uge blev fremlagt for virksomhederne repræsenteret i kommunens erhvervskontaktudvalg.
“Jeg tror, der er mange, der ser frem til nytårskuren som den traditionsrige, årligt tilbagevendende sammenkomst i Galaksen. Som virksomhed i Furesø får du mulighed for at møde lokale samarbejdspartnere, politikere, nye virksomheder og kendte kunder til netværk og fejring af det forgangne års bedrifter. Det er festligt, men også godt for forretningen. Det er via relationer og de personlige møder at samarbejder opstår og helt i tråd med ‘Ja, vi handler da lokalt’- kampagnen. Den fremhæver ikke blot alle fordelene ved at benytte lokale butikker, men opfordrer også til at gøre brug af lokale håndværkere og leverandører fra både privat og kommunal side” fortæller Eva Vedel, formand for Furesø Erhvervsforening.
Som en fast tradition bliver årets lokale Gazelle-virksomheder hyldet på scenen. Gazeller er virksomheder, der over de seneste fire år har fordoblet enten deres indtjening eller omsætning. Derefter uddeles årets to CSR-pris; en pris til en virksomhed i kommunen og en pris til én uden for kommunen, der har vist et socialt ansvar over for Furesøs borgere.
Et rekordstort felt på 102 virksomheder er nu snævret ind til 8 nominerede virksomheder. Og det er ikke tilfældigt, at virksomhederne i det omfang forholder sig til det samfund, de er en del af, fortæller Mogens Brusgaard, formand for Furesø INDUSTRI og næstformand i erhvervskontaktudvalget.
“Det er min påstand, at du i dag ikke kan drive virksomhed uden at forholde dig til, hvilket aftryk du sætter på dine omgivelser. Det er CSR-prisen et godt eksempel på, for den viser, at virkelig mange virksomheder har forholdt sig til, hvilken forskel de kan gøre lokalt,” siger Mogens Brusgaard, der også løfter sløret for et nyt punkt på programmet.
“På nytårskuren vil vi fra erhvervsforeningernes side fortælle om det initiativ, vi har sat i gang i forhold til FNs verdensmål for bæredygtig udvikling. Her gør den samme tankegang sig gældende, for verdensmålene inspirerer netop til at tage et ansvar for sin omverden,” siger Mogens Brusgaard.
Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen (A) holder årets nytårstale, som han forventer blandt andet også vil handle om brugen af lokale leverandører fra kommunens side.
“I erhvervskontaktudvalget og i hverdagen hører vi et meget stort ønske fra virksomhederne om, at det skal være lettere og mere gennemsigtigt at blive leverandør til kommunen. Det ønske vil vi gerne forsøge at imødekomme i det nye år, blandt andet ved at erhvervsforeningerne og kommunen den 30. januar i fælleskab har arrangeret et stort morgenmøde om lokale indkøb, kommunens anlægsplaner og hvordan du via en portal kan oprette dig som leverandør,” fortæller han og opfordrer i første omgang alle med virksomhed i Furesø til at deltage i nytårskuren.
Tilmelding foregår via
————————————————————————
Udvidet billedtekst:
Solveig Bisgaard takkede af
Erhvervskontaktudvalgets sidste møde i år blev også sidste arbejdsdag for Solveig Bisgaard, tidligere formand for Furesø INDUSTRI. På mødet var der blomster og bifald til den forhenværende næstformand for erhvervskontaktudvalget, som via bestyrelsesarbejdet i Furesø INDUSTRI nu vil koncentrere sig om at varetage virksomhedernes interesser i forhold til kommunens planlægning og udvikling af Furesøs erhvervsområder.
“Det har været spændende og lærerigt at være med til at starte EKU. Nu er tiden kommet til, at nye og friske kræfter tager over. Heldigvis har de nye medlemmer mange gode ideer til EKU, så jeg er sikker på at det bliver godt. Jeg glæder mig til at følge EKU’s arbejde fremover, siger hun.
Kontakt:
Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk
Ole Bondo Christensen (A), Furesøs borgmester og formand for erhvervskontaktudvalget i Furesø, tlf. 7216 5200.
Eva Vedel, formand for Furesø Erhvervsforening, tlf. 21 20 75 85, mail: ev@expoviva.dk
Mogens Brusgaard, formand for Furesø INDUSTRI, tlf. 45 4070 1444, mbr@wexoe.dk
Solveig Bisgaard, medlem af Furesø INDUSTRI, mail: sb@simi-as.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/furesos-erhvervsliv-er-klar-til-et-nyt-ar?releaseId=13585116








