PRM / Furesø investerer mest i veje og byggeri

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    Nogle kommuner har huller i vejene, andre har ny asfalt. Nogle kommuner har renoveret de lokale skoler og plejehjem, andre har ældre bygninger, der trænger til en kærlig hånd. Der er stor forskel på, hvor meget kommunerne bruger på ny asfalt samt renovering og nybyggeri af alt fra rådhuse til plejehjem og skoler.

    Furesø har de sidste tre år i gennemsnit brugt 3.692 kroner per indbygger om året på at vedligeholde kommunens bygninger og veje. Furesø er dermed den kommune i Nordsjælland, som har investeret flest penge i byggeri og anlæg. Også Helsingør ligger i top med en gennemsnitlig årlig investering på over 3.000 kroner per indbygger.

    Gribskov og Fredensborg er derimod de kommuner i Nordsjælland, som der har investeret mindst, nemlig henholdsvis 1.261 og 1.514 kroner per indbygger.

    Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri, der tager udgangspunkt i kommunernes investeringer i byggeri og anlæg i perioden 2016 til 2018.

    – Det er selvfølgelig en politisk prioritering, men det kan hurtigt blive en kortsigtet løsning at spare på asfalt og vedligeholdelse af børnehaver, plejehjem og andre kommunale bygninger. Det ses hurtigt i bybilledet, når der er huller i vejene og byens skoler trænger til en kærlig hånd, og det har betydning for, hvor attraktiv en kommune er – både for dem der bor der i dag og eventuelle tilflyttere, siger formand for Dansk Byggeri Nordsjælland Jørgen Simonsen.

    De nordsjællandske kommuner har de sidste tre år i gennemsnit investeret 2.543 kroner per indbygger. Det ligger under landsgennemsnittet.

    – Det er faktisk kun Furesø og Helsingør, der ligger over landsgennemsnittet, mens investeringsniveauet i resten af de nordsjællandske kommuner ligger i den lave ende. Gribskov og Fredensborg hører endda til blandt de fem kommuner i hele landet, som investerer mindst. Politikerne bør også have med i deres overvejelser, at det er langt billigere for kommunen løbende at vedligeholde i stedet for at vente, til det hele er ved at falde sammen, siger Jørgen Simonsen, formand for Dansk Byggeri Nordsjælland.

    Køge er den kommune i Danmark, der investerer flest kroner i veje og byggeri, mens Brønderslev har investeret mindst. De to kommuner investerer henholdsvis 5.422 kroner og 959 kroner per indbygger.

    Faktaboks:
    De kommunale investeringer er beregnet ud fra udvalgte områder i de kommunale regnskaber som fx grundkapitalindskud til almene boliger og entreprenør- og håndværkerydelser.

    For at undgå at et eller flere store byggeprojekter et enkelt år giver et misvisende billede af kommunernes investeringsniveau, tager Dansk Byggeris analyse udgangspunkt i et treårigt (2016 til 2018) gennemsnit af kommunernes bygge- og anlægsinvesteringer per indbygger.

    Kontakt:

    Formand for Dansk Byggeri Nordsjælland Jørgen Simonsen, telefon 40 50 26 40
    Regionskonsulent for Dansk Byggeri Nordsjælland Steen Høygaard, telefon 25 66 63 17
    Pressekonsulent i Dansk Byggeri Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fureso-investerer-mest-i-veje-og-byggeri?releaseId=13585001