PRM / Fyrværkeri er kommet på skoleskemaet

    Pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen

    I disse dage bliver børn over hele landet fra 0.-6. klasse undervist i de vigtige fyrværkeriråd.

    Sikkerhedsstyrelsens kampagne er delt op i en times klasseundervisning – differentieret i indskoling og mellemtrin – og en længere videoøvelse, hvis man har mulighed for en hel temadag om fyrværkeri.

    “Vi ved, at børn er med ude at fyre af, og derfor er det vigtigt for os at få lært dem de vigtige fyrværkeriråd allerede fra de mindste klasser”, fortæller kontorchef Mette Cramon. “De skal lære at tage beskyttelsesbriller på, at holde afstand, og at de aldrig må gå tilbage til en fuser”.

    De klasser, der har tilmeldt sig i god tid, har alle fået tilsendt beskyttelsesbriller – 19.600 par briller er det blevet til. “Det indikerer, at vores kampagne er slået igennem. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig for at bruge materialet, men vi ved i hvert fald, at de der tilmelder sig, bruger kampagnen – og næsten 20.000 briller er en succes”, vurderer Mette Cramon.

    Foruden materialet findes der fyrværkeridemonstratører rundt om i landet, som alle er uddannet af Sikkerhedsstyrelsen. Demonstrationerne aftales mellem skolerne og den enkelte fyrværkeridemonstratør, og materialet er målrettet elever i 5. klasse.

    Sikkerhedsstyrelsen har igennem 15 år været med til at undervise børn i sikkerhed omkring fyrværkeri – både i form af materiale til undervisningen og fyrværkeridemonstrationer.

    Kontakt:

    For yderligere info, kontakt venligst Sikkerhedsstyrelsens pressetelefon: 22 38 44 51

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fyrvaerkeri-er-kommet-pa-skoleskemaet?releaseId=13585064