Pressemeddelelse fra Energinet
– Der skal fart på klimaomstillingen, og grøn energi er en af de væsentligste forudsætninger for at skabe en verden, hvor de globale klimaforandringer er bremset, og hvor mennesker kan leve gode liv, siger administrerende direktør i Energinet, Thomas Egebo, om baggrunden for virksomhedens nye strategi “Nye vinde”.
I strategien fortæller Energinet om virksomhedens ambitioner i den grønne omstilling.
– Energinet kan spille en væsentlig rolle i næste fase af den grønne omstilling. Det kræver, at vi er villige til at lære nyt og udvikle nye løsninger. Vi skal derfor øge vores nysgerrighed og risikovillighed, siger Thomas Egebo.
Energinet dedikerer sig i strategien “Nye vinde” til at udforske og forløse potentialer i næste fase af den grønne omstilling. Potentialer, som kan fuldføre grøn omstilling af energisektoren og samtidigt bidrage markant til at reducere udledningen af klimagasser fra fx fly, oceangående skibe, landbrug og industri.
– Det er Energinets opgave at sikre energiforsyningen på en omkostningseffektiv og bæredygtig måde. Det vil det fortsat være. Men nu handler det også om at tage nye skridt på de områder, hvor Energinet kan bidrage til at realisere de danske klimamålsætninger i energisystemet, og det sætter vi fokus på i den nye strategi, siger Energinets bestyrelsesformand, Lars Barfoed.
– Der er i Danmark et stort potentiale for at udbygge produktionen af el fra havvind. Energinet har ansvaret for at forbinde produktionen af el til virksomheder og borgere samt sikre de nødvendige udlandsforbindelser. Der skal være plads nok i det overordnede elnet, men vi skal samtidig fremme sektorkobling og digitalisering for at opnå en så effektiv infrastruktur i energisektoren som muligt, siger Lars Barfoed.
Fart på omstillingen
Energisektoren er under omfattende forvandling som følge af nationale og internationale aftaler om at omstille til klimaneutrale samfund. Ligesom for alle andre, der arbejder med energi, er startklodserne for Energinets strategi placeret i et historisk øjeblik.
Energinets administrerende direktør, Thomas Egebo, udtaler:
– De enorme danske havvindressourcer kan dække et fuldt elektrificeret Danmark tre gange, og på land boomer vedvarende energi på markedsvilkår. Det er Danmarks styrkeposition, som via fremstilling af grønne brændstoffer vil kunne bidrage til en væsentlig reduktion af klimagasudledningen fra svære sektorer som fx den helt tunge transport.
Kontakt:
Thomas Egebo, adm. direktør, tlf. 22401120
Anne Bjerregaard Bang, pressekonsulent, tlf. 24286114
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nye-vinde-over-gron-omstilling?releaseId=13584559








