PRM / 50.000 elever skal arbejde med engineering i skolen

    Pressemeddelelse fra VIA University College

    Design en bygning, der kan modstå et jordskælv eller byg din egen lodrette have. Den slags opgaver har elever landet over prøvet kræfter med de seneste år gennem programmet Engineering i Skolen, der handler om at arbejde eksperimenterende med at udvikle løsninger på konkrete problemer i virkeligheden.

    Nu får yderligere 50.000 elever muligheden i seks nye kommuner landet over. Villum Fonden har nemlig bevilget 18,7 mio. kr. til at udbrede den undersøgelsesbaserede undervisningsmetode, som er udviklet af forskere fra VIA University College i samarbejde med bland andre Engineer the Future, Københavns Professionshøjskole, Astra, Naturvidenskabernes Hus og Engineering Lab i Horsens.

    Projektet introducerer engineering som undervisningsmetode i folkeskolen. Det er anden gang, at Villum Fonden bevilger midler til Engineering i Skolen, som startede tilbage i 2017.

    “Med pengene kan vi blandt andet kompetenceudvikle over 2.000 lærere i seks danske kommuner, så projektet kommer endnu flere elever til gode. Derudover får vi mulighed for at udvikle selve metoden samt nye undervisningsmaterialer, ligesom undervisere på læreruddannelsen også får kompetencer til at træne de kommende lærere til at arbejde med engineering,” siger Martin Krabbe Sillasen, der er ph.d. og docent på læreruddannelsen og projektleder for Engineering i Skolen i VIA.

    Gode lokale erfaringer
    To af de kommuner, der får glæde at projektets udbredelse, er Skanderborg Kommune og Ringkjøbing Skjern Kommune. Her får en stor gruppe naturfagslærere mulighed for at udvikle deres engineering-kompetencer til gavn for elevernes læring.

    “Vi er rigtigt glade for, at Skanderborg og Ringkjøbing Skjern Kommune ønsker at være en del af projektet. I hver kommune forventer vi at kunne efteruddanne op til 70 naturfagslærere over et forløb på 3,5 år. Vi har en masse værdifulde erfaringer med Engineering i Skolen fra blandt andet Horsens-, Vejle- og Holstebro Kommune, hvor man allerede har set gode eksempler på, at eleverne udvikler deres kompetencer til at samarbejde og løse problemer. Det arbejde glæder vi os til at bygge videre på,” siger Martin Sillasen.

    Netop de gode erfaringer kan naturfagslærer på Firkløverskolen i Vejle Kommune, Anna Clausen, nikke genkendende til. Hun modtog tidligere på året Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris for sit arbejde med netop engineering.

    “Når eleverne får lov at udvikle og arbejde med deres egne teknologiske løsninger, så motiveres de på en helt anden måde, end når jeg bare formidler fra tavlen. Og jeg oplever tit at få nogle af de elever på banen, der ellers holder sig tilbage af frygt for at lave fejl,” fortæller Anna Clausen.

    Stort behov for engineering-kompetencer
    Bevillingen fra Villum Fonden gør det blandt andet muligt at introducere engineering på alle landets professionshøjskoler, så fremtidens lærere også klædes på til at arbejde problemorienteret og der samtidig opbygges kapacitet til at træne endnu flere lærere på sigt. Desuden skal pengene gå til at sikre, at endnu flere elever landet over kan medvirke i Engineering Day, der foregår hvert år i uge 45.

    Og det er der brug for, hvis man spørger direktøren i Engineer the Future, der er en bred alliance bestående af teknologistærke virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer, som samarbejder om at få flere unge til at søge mod de naturvidenskabelige og teknologiske uddannelser, de såkaldte STEM-uddannelser.

    “Engineering-metoden er med til at gøre eleverne til medskabere af teknologi fremfor blot forbrugere. Den øger elevernes naturfaglige viden og evne til at forholde sig kritisk til teknologien, hvilket er helt afgørende i en tid, hvor teknologi og digitalisering fylder stadig mere. Derfor er vi rigtig glade for at kunne fortsætte arbejdet med at udbrede engineering til endnu flere skoler,” siger Ghita Wolf Andreasen.

    Analyser fra Engineer the Future viser, at der kommer til at mangle op mod 10.000 STEM-kandidater i 2025. Anden fase af Engineering i Skolen løber frem til år 2023.

    Kontakt for yderligere information

    Martin Sillasen
    Docent og ph.d. i VIA
    Tlf. 61 18 91 18

    Ghita Wolf Andreasen
    Direktør i Engineer the Future
    Tlf. 24 60 75 01

    Agi Csonka
    Programchef i Villum Fonden
    Tlf. 20 14 05 45

    Casper Grud Nielsen
    Journalist i VIA
    Tlf. 87 55 15 16

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/50000-elever-skal-arbejde-med-engineering-i-skolen?releaseId=13584582