PRM / 3F: Vilje & bevilling til kamp imod social dumping

    Pressemeddelelse fra 3F

    Forbundssekretær Henning Overgaard nærmest skamroser finanslovsaftalen mellem SF, Enhedslisten, Alternativet, de radikale og S-regeringen for vilje til at styrke indsatsen imod social dumping.

    “Her er der ikke blot tale om skåltaler og hensigtserklæringer. Der er en markant styrkelse af bevillingerne til den fælles myndighedsindsats fra Arbejdstilsynet, skattemyndighederne og politiet. Samtidig vil man fordoble bøderne for udnyttelse af illegal arbejdskraft samt iværksætte en række initiativer, som skal dæmme op for social dumping,” siger Henning Overgaard.

    I den fire-årige periode fra 2020 til og med 2023 styrker regeringen og forligspartierne indsatsen imod social dumping med 300 mio. kr. i forhold til udgangspunktet fra VLAK-regeringens seneste finanslov.

    I 2020 styrkes indsatsen således med mere end 50 procent i forhold til i år – fra 158 mio. kr. i 2019 til 241 mio. kr. i 2020.

    “Der er tale om et skift fra de seneste fire års borgerlige beskæringer af bevillingen til myndighedsindsatsen, så den nu løftes til det højeste niveau nogensinde. Dermed sikres der et reelt politisk svar på den voldsomme stigning i udenlandsk arbejdskraft til Danmark og de stadig flere grove sager med kynisk udnyttelse af udsatte, udenlandske kolleger, som vi i 3F har afdækket og oplevet.”

    Ud over stigende bevillinger har forligspartierne aftalt flere målrettede indsatser og lovinitiativer, som vil bidrage til at forsvare de danske løn- og arbejdsvilkår:

    – Udbredelse af ID-kort på de offentlige byggepladser, både i kommuner, regioner og statsligt regi,

    – fordobling af bøder til virksomheder for brug af illegal arbejdskraft,

    – styrket kontrol med efterlevelse af de statslige klausuler om løn- og arbejdsvilkår,

    – styrket indsats på tungvognsområdet, herunder sikres faglige kompetencer på området i anklagemyndigheden samt øget anvendelse af de såkaldte ANPG-kameraer (med automatisk nummerpladegenkendelse),

    – målrettet kontrol af aflønning på vejtransportområdet mv.

    Kontakt:

    For yderligere information, kontakt 3F’s pressetelefon på 8892 8892.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/3f-vilje-bevilling-til-kamp-imod-social-dumping?releaseId=13584357