PRM / Region Nordjyllands forbud mod rygning i arbejdstiden skal nu også gælde politikerne bag beslutningen.

    Pressemeddelelse fra Bauer Media

    Reglen omfatter imidlertid ikke de 41 folkevalgte politikere, der har truffet beslutningen. Forslaget handlede nemlig kun om medarbejdere i regionen, og derfor kunne politikerne ikke tage stilling til, om forbuddet også omfattede dem.

    Men nu mener soc.dem. Mogens Nørgaard, der stemte for forslaget, at forbuddet også skal gælde politikerne – det siger han til Morgen på Radio 100:

    Jeg kan ikke forestille mig, at de politikere, der har vedtaget det, ikke retter sig efter reglerne. Hvis man er seriøs politiker, vil man jo gøre det. Men hvis det er lettere for omverden at forstå, at regionsrådsmedlemmerne bliver skrevet ind i reglerne, så er det fint for mig.

    Så du vil altså have tilføjet, at det også gælder for jer, når I er på arbejde som politikere?

    Ja. Det er ikke fordi, jeg tror, at politikere ikke vil rette sig efter det. Men hvis det kan hjælpe folkestemningen, at det også gælder regionsmedlemmer, så er det fint for mig.

    Forbuddet er blevet til efter en opfordring fra Danske Regioner, der ønsker et landsdækkende rygeforbud i arbejdstiden.

    Ingen betydning for tiltrækning af arbejdskraft

    Har I lagt jer fladt ned for Danske Regioner, og rettet jer efter, at rygende arbejdskraft ikke kommer til at søge jobs i Region Nordjylland?

    Vi lægger os hverken fladt ned for Danske Regioner eller andre. Vi synes det er en måde at beskytte medarbejderne på og beskytte dem, der ikke ryger. Så vi synes, det ligger lige for at tage sådan en beslutning, i den tid vi lever i. Vi har jo haft røgfrie matrikler i årevis, siger Mogens Nørgaard, soc.dem.

    Må citeres med Morgen på Radio 100 som kilde.
    Kontakt: producer Oliver Routledge

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/region-nordjyllands-forbud-mod-rygning-i-arbejdstiden-skal-nu-ogsa-gaelde-politikerne-bag-beslutningen?releaseId=13584035