PRM / Nye tal for optag på erhvervsuddannelser bør vække bekymring

    Pressemeddelelse fra Dansk Metal

    Antallet af elever på erhvervsuddannelserne er faldet siden 2015. Det viser nye kvartalstal fra Børne- og Undervisningsministeriet. På trods af en stigning på de uddannelsesområder, som Dansk Metal dækker, så mener forbundssekretær i Dansk Metal, Kasper Palm, at tallene er trist læsning:

    “Vi er selvfølgelig glade for, at de områder som Dansk Metal dækker, stiger. Det er selvfølgelig en cadeau til alle os, der gennem en lang periode har kæmpet for at få flere til netop at tage disse uddannelser. Men siden 2015 er der sket et generelt fald på over 13 %, og der er næsten 4.500 færre, der tager en erhvervsuddannelse. Det bør i den grad vække bekymring.”

    Dansk Metal var mandag ude med en markering om, at man bør overveje strukturelle løsninger til at få flere til at tage en erhvervsuddannelse. Forbundssekretær Kasper Palm mener, at disse tal er mere vand på den mølle:

    “Vi kommer i den grad til at mangle faglærte i fremtiden, og tallene her viser jo ikke ligefrem en positiv ændring. Det er fuldstændig nødvendigt at ændre vores taxametersystem, der skal bedre vejledning til, flere ressourcer til erhvervsuddannelserne og virksomhederne skal blive bedre til at tage lærlinge.”

    Kasper Palm slutter med en generel opsang om uddannelsessnobberi:

    “Skal vi som samfund kunne fungere, så kræver det vi får vendt kurven og får flere faglærte. Det kræver altså også en generel holdningsændring hos mange, så det at tage en erhvervsuddannelse er mindst lige så ambitiøst og prestigefyldt som det er at tage andre uddannelser. Samtidig skal vi have fjernet fordommene om, at man er låst med en erhvervsuddannelse. Du har så mange muligheder for at læse videre, og det skal vi alle blive bedre til at få fortalt.”

    Kontakt:

    Pressechef Mads Rattenborg Hersbøll tlf.: 21558828 email: mahe@danskmetal.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nye-tal-for-optag-pa-erhvervsuddannelser-bor-vaekke-bekymring?releaseId=13584029