PRM / Region Hovedstaden øger antallet af praktiserende læger

    Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

    Befolkningen i Region Hovedstaden vokser, og på baggrund af den årlige lægehøring og en prognose for lægebehovet de kommende fem år, som Region Hovedstaden har udarbejdet sammen med PLO-Hovedstaden og kommunerne, har Udvalget for Forebyggelse og Sammenhæng i Region Hovedstaden vurderet, at der også næste år er brug for flere praktiserende læger.

    Politikerne har netop besluttet at udvide kapaciteten med 9 nye lægekapaciteter og derudover afsættes en pulje med 10 ekstra kapaciteter, som kan tages i brug efter behov.

    “Vi øgede også antallet af praktiserende læger i 2017, 2018 og 2019, men behovet er fortsat stigende, så for at være sikre på, at alle borgere har adgang til en praktiserende læge, udvider vi igen i 2020. Som en ekstra sikkerhed afsætter vi en pulje med yderligere 10 kapaciteter, der kan sættes i spil, hvis der opstår uforudsete udfordringer i lægedækningen,” siger Qasam Nazir Ahmad (Å), formand for Region Hovedstadens Udvalg for Forebyggelse og Sammenhæng.


    Fakta om lægedækningen i Region Hovedstaden

    • Der er aktuelt 1.070 aktive lægekapaciteter i almen praksis. Herudover er der 37 kapaciteter, som er tildelt læger eller i opslag og derfor endnu ikke har patienter. Den samlede kapacitet er dermed på 1.107 kapaciteter.
    • Prognosen viser, at en kapacitet på 1.107 er tilstrækkeligt til at dække behovet i 2020.
    • Befolkningstallet i regionen forventes fra 2020 til 2021 at stige med yderligere 13.571 til i alt 1.876.607. Derfor udvider regionen allerede nu med yderligere 9 kapaciteter for at kunne dække behovet for læger i 2021. Dermed har regionen siden 2017 udvidet antallet af kapaciteter i almen praksis med 50. Hertil kommer de 10 ekstra kapaciteter, som afsættes som en reserve.

    Yderligere information

    • Kontakt Qasam Nazir Ahmad (Å), formand for Region Hovedstadens Udvalg for Forebyggelse og Sammenhæng på tlf.: 42 70 40 42 eller skriv til Region Hovedstadens Presse via presse@regionh.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/region-hovedstaden-oger-antallet-af-praktiserende-laeger?releaseId=13584021