Pressemeddelelse fra Dansk Retursystem
Gløgg er smagen af jul og populært at drikke her i vintermånederne, hvor den kommer i mange varianter, både rød som hvid. 48 af dem er nu også med i pantordningen, så flasker, der har været gløgg i, kan blive genanvendt cirkulært.
“Denne jul har vi fået en ny grøn tradition. Alle danskere har nu mulighed for at få genanvendt deres gløgg-flasker til gavn for klimaet, når de panter. Det bidrager til en bæredygtig jul, når vi ved at genanvende sparer på jordens ressourcer”, siger vicedirektør og direktør for cirkulær økonomi i Dansk Retursystem, Heidi Schütt Larsen.
I sommer blev pantsystemet udvidet, så det også kom til at omfatte drikkevarer som juice og saft, og da gløgg oftest kategoriseres som saft, kan du fra denne jul købe gløgg-flasker med pantmærke på. Det betyder, at endnu flere flasker af plastik og glas kan blive genanvendt – og dermed blive til nye flasker med gløgg eller andre drikkevarer til næste år.
I alt 48 gløgg-produkter til både rød og hvid gløgg er nu del af pantordningen. Så husk at tjekke dine gløgg-flasker for pantmærket og pant dem her i december.
Kontakt:
Pressekontakt tlf.: 30 67 13 90 email: kommunikation@dansk-retursystem.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/drik-glogg-med-gron-samvittighed?releaseId=13583540








