PRM / Ambitiøs plan fra betonbranchen kan levere tre procent af regeringens klimamål

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    Betonbranchen har i sin plan “Bæredygtigt Beton initiativ” 37 helt konkrete forslag til, hvordan man fra start til slut i byggerier og anlægsprojekter kan bringe udledningen af CO2 ned. Og målet er ambitiøst. Branchen lægger op til at halvere CO2-udledningen fra betonbyggeri de næste 10 år.

    – Produktion af cement og beton kræver meget energi. Men samfundet kan ikke undvære beton i veje, broer, tunneler, kloakker, fundamenter, bygninger med videre, heller ikke i fremtiden. Derfor er hele branchen gået med i et bredt og forpligtende samarbejde, hvor vi arbejder målrettet på at komme hele vejen rundt med vores anbefalinger og bringe CO2-udledningen markant ned, siger branchedirektør i Dansk Beton Dorthe Mathiesen.

    Mindre udledning af CO2 i alle led

    Forslagene i Bæredygtigt Beton initiativ spænder vidt. Fra indsatser allerede når man planlægger og designer byggerier og projekter. Ændrede krav til selve konstruktionerne og til de typer af beton, der anvendes til forskellige opgaver. Ny sammensætning af beton med mindre cement, så den bliver mere CO2-venlig. Mere genanvendelse og genbrug af beton. Flere fleksible bygninger, som nemt kan skilles ad og bruges til andre formål. Større lastbiler, der kan fragte mere ad gangen, og køretøjer og maskiner, der kører på el i stedet for diesel.

    – Nogle af forslagene kan gennemføres forholdsvis hurtigt, flere kræver lovændringer og nytænkning af den måde, vi griber produktionen og arbejdet an på i dag. Mens andre kræver mere forskning og udvikling, før de kan føres ud i livet, siger Dorthe Mathiesen.

    Engagement og politisk vilje afgørende

    Hvis betonbranchen skal komme i mål forudsætter det et stort engagement og vedholdenhed fra både bygherrer, producenter, entreprenører, arkitekter, ingeniører, rådgivere og andre involverede.

    – Men det kræver også dedikerede og fremsynede politikere, der vil arbejde sammen med os, og som er parate til for eksempel at fokusere på totaløkonomi og bæredygtighed, når kommuner, regioner og staten udbyder opgaver, og at inddrage parterne tidligt i processen, siger branchedirektør i Dansk Beton Dorthe Mathiesen.

    Dansk Beton venter, at Bæredygtigt Beton initiativ vil indgå i arbejdet med at udforme de kommende klimahandlingsplaner, der skal bringe udledningen af drivhusgasser ned med 70 procent de næste ti år.

    Kontakt:

    Branchedirektør i Dansk Beton Dorthe Mathiesen, Dansk Byggeri, dma@danskbyggeri.dk, telefon 20 40 94 46

    Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ambitios-plan-fra-betonbranchen-kan-levere-tre-procent-af-regeringens-klimamal?releaseId=13582578