PRM / Solvang FFO og Kildehusets børn flytter ind i topmoderne rammer

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Byrådet afsatte den 30. oktober 20 mio. kr. til at renovere Solvangsskolens FFO og Bifrost for at skabe unikke rammer for børneliv, som forældre og pædagoger har været med til at bestemme indretningen af. Lederen af FFO’en og formanden for Kildehusets forældrebestyrelse er glade for, at beslutningen er truffet.

    “Jeg ved, Solvang FFO har kasser stående og venter utålmodigt på at flytte ud, så deres FFO kan renoveres og give bedre rammer for børnene. Forældre og pædagoger har fået deres ønsker til ombygningen opfyldt, siger Henrik Poulsen (A), formand for Udvalg for skole og ungdomsuddannelse.

    Lederen af Solvang FFO, Camilla Juliussen Nørreskov glæder sig over beslutningen, som hun mener, er meget vigtig for børn, forældre og medarbejdere, og som de har ventet længe på.

    “Den plan, som pt. ligger for byggeriet, giver mulighed for, at vi kan arbejde med børnene på måder, som tager højde for, at forskellige børn har brug for forskellige rammer for at kunne udvikle sig i og sammen med større og mindre fællesskaber. Vi glæder os til at kunne rykke ind i nogle nye og bedre lokaler, som også i højere grad end nu, tager hånd om vores fælles miljø og klima. Vi får også mulighed for at udvide den pædagogiske ramme på vores fantastiske udearealer til glæde for alle børn og ikke mindst de børn, som kan finde ro og tryghed til at udvikle sig i nærværet med naturen og vores dyr, siger Camilla Juliussen Nørreskov, Leder Solvang FFO.

    Med beslutningen bliver Solvang FFO bygget om og indrettet påny. Der kommer lokaler med plads til kreative lege, makerspace, fordybelse, motion, dans og bevægelse. Udearealerne bliver bedre og med dyr. FFO’ens personale og forældrerådet har hen over foråret og sommeren udviklet byggeprogrammet sammen med rådgiver.

    Nyrenoveret Bifrost til Kildehusets børn og voksne

    Der kommer også store forandringer for børnene fra Kildehuset. De flytter til nyrenoverede lokaler i det gamle Bifrost. Ruminddelingen vil skabe store, homogene grupperum, som kan deles op i mindre legezoner, stillezoner og kreative hjørner. Der kommer flere toiletter, mere plads i garderoben og handicapvenlige forhold.

    “Det har været en meget lang proces, så vi er så glade for, at der er truffet en beslutning. Vi har sammen med pædagogerne budt ind med ønsker og er glade for, at vores ønsker bliver opfyldt. Vi glæder os til at flytte ind i tidsvarende rammer, der passer til børnene og pædagogerne”, siger Cathrine Andersen, formand for Kildehusets forældrebestyrelse.

    Formanden for Udvalget for dagtilbud og familier, Bettina Ugelvig (A) er enig.

    “Jeg glæder mig så meget til, at børn og pædagoger flytte ind i renoverede rammer, som lever op til deres ønsker. Der kommer helt anderledes brugbare rum, som kan inddeles i legezoner og kreative hjørner med en voksen i nærheden altid. Uderummene bliver en revolution i forhold til i dag”, siger Bettina Ugelvig (A).

    Den største forandring for børn og voksne bliver udearealet. Vuggestuen får en skærmet legeplads med plads til sanselege, løbecykler mm. Børnehavens legeplads bliver stor og med mange zoner, der understøtter børnenes udvikling. Der vil være områder fysiske, motoriske lege, cykellege, plads til sociale fælleslege, kreative udeværksteder. Desuden vil man dele noget plads med FFO og dermed kunne komme hen til dyr.

    Udover godt 14 mio. kr. til at ombygge Solvang FFO og Bifrost til Kildehuset, investeres op til 6,5 mio. kr. til energirenovering, der optages som et energilån, og som vil optimere de to institutioner varmeforsyning, ventilation og elinstallation med LED belysning mv. Projekteringen går i gang nu.

    Socialdemokratiet, Konservative, Radikale, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stemte for beslutningen, mens Enhedslisten og Venstre stemte imod.

    Kontakt:

    Henrik Poulsen (A), formand for Udvalg for skole og ungdomsuddannelse, tlf. 7216 5008
    Bettina Ugelvig (A), der er formand for Udvalget for dagtilbud og familier, tlf. 7216 5909
    Camilla Juliussen Nørreskov, Leder Solvang FFO, tlf. 7216 5164
    Cathrine Andersen, formand for Kildehusets forældrebestyrelse, mail: cat_andersen@hotmail.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/solvang-ffo-og-kildehusets-born-flytter-ind-i-topmoderne-rammer?releaseId=13582712