PRM / Flere voksne skal optages på velfærdsuddannelserne

    Pressemeddelelse fra Københavns Professionshøjskole

    Københavns Professionshøjskole og voksenuddannelsescentrene (VUC) i Hovedstadsområdet har indgået et nyt og tættere samarbejde. Målet er at få flere voksne til at søge ind på VUC og videre til velfærdsuddannelserne.

    For selv om Københavns Professionshøjskole i forvejen optager over 3.500 studerende om året, der vil læse til enten pædagog, lærer eller sygeplejerske, så er det langt fra nok til at følge med efterspørgslen, forklarer rektor Stefan Hermann fra Københavns Professionshøjskole.

    “Demografien presser os i hovedstadsregionen med et stigende antal børn og ældre de kommende år. Vi får brug for mange pædagoger, lærere og sygeplejersker, og med den nye aftale har vi taget endnu et skridt for at sikre, at flere søger ind på de vigtige velfærdsuddannelser”, siger Stefan Hermann.

    Samarbejdsaftalen mellem Københavns Professionshøjskole og VUC’erne skal blandt andet styrke de såkaldte “enkeltfagspakker” på HF, som er tilrettelagt mod specifikke professionsuddannelser. Der er f.eks. den såkaldte “pædagogpakke”, hvor kursisten tager fire HF-fag på et år, som efterfølgende giver adgang til at søge optagelse på pædagoguddannelsen gennem kvote 2.

    “HF enkeltfag er den klart mest fleksible og målrettede vej for de voksne, der vil skifte spor senere i livet og få adgang til en professionsuddannelse med jobsikkerhed. Med samarbejdet ønsker vi at tydeliggøre og forbedre adgangen til uddannelse, så vi får flere menneskelige ressourcer aktiveret”, siger Anita Lindquist, rektor for Københavns VUC.

    Målet er, at kursisterne i endnu højere grad gøres klar til overgangen fra HF på VUC til professionsuddannelserne. Med flere projektforløb og bedre brobygning – både for at sikre, at flere rent faktisk søger videre i uddannelsesforløbet, men også mindsker frafaldet på det første studieår.

    “Denne stærke alliance på tværs af uddannelsesinstitutioner sikrer, at fagpakkerne på HF løbende bliver justeret og målrettet til de krav, de studerende møder på professionsuddannelserne. Vi kan fx bedre tone undervisningen, så både indhold og form er afstemt i forhold til den konkrete professionsuddannelse”, siger direktør Tue Sanderhage fra Vestegnen HF og VUC”.

    De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at over 100.000 danskere står uden for arbejdsmarkedet. Samtidig er der mange faglærte, som på grund af nedslidning eller nye ambitioner ønsker at skifte spor midt i livet. Endelig har den nuværende regering som målsætning at ansætte flere pædagoger og sygeplejersker, hvilket også kræver et øget optag på velfærdsuddannelserne.

    Kontakt:

    Stefan Hermann, rektor for Københavns Professionshøjskole, tlf.: 26137397

    Anita Lindquist, rektor for Københavns VUC, tlf.: 31412011

    Tue Sanderhage, direktør for Vestegnen HF og VUC, tlf.: 21165708

    Michael Andersen, presseansvarlig ved Københavns Professionshøjskole, tlf.: 23445383

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-voksne-skal-optages-pa-velfaerdsuddannelserne?releaseId=13582646