PRM / Kære regering: Find inspiration på de tyske veje

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Regeringen kan med fordel kigge mod Tyskland og sine tyske kolleger, når den skal indfri de store grønne ambitioner og sikre en mere miljøvenlig transportsektor. Sådan lyder opfordringen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.

    Den tyske regering har en ambition om, at der i 2030 skal køre 10 mio. elbiler på de tyske veje, og kansler Merkel har erkendt, at en vigtig forudsætning for at kunne nå dette mål er, at ladeinfrastrukturen er på plads. Derfor har man besluttet, at der inden 2030 skal etableres 1 mio. offentligt tilgængelige ladestandere – som supplement til de ladestandere, borgerne selv installerer ved deres hjem.

    “Den tyske regering viser handlekraft og forsøger på denne måde at håndtere en af de barrierer, vi ved, der er i forhold til udbredelsen af elbiler,” siger Simon O. Rasmussen, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:

    “Hvis ikke man føler sig sikker på at kunne få sin bil opladet, når man er væk hjemmefra, vælger man en almindelig benzin- eller dieselbil, hvor det er let at få fyldt tanken op,” siger Simon O. Rasmussen.

    Den danske regering lægger op til, at Danmark blot skal implementere EU’s minimumslovgivning på én ladestander pr. 20 parkeringspladser.

    “Det er ganske enkelt ikke nok, hvis vi skal nå målene for en grøn vejtransport. Danske politikere skal gå mere ambitiøst til værks, hvis de vil leve op til egne ambitioner om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030,” siger Simon O. Rasmussen.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Simon O. Rasmussen underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 60 69 88 91

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kaere-regering-find-inspiration-pa-de-tyske-veje?releaseId=13582499