PRM / Nordsjællandske kommuner har mange utætte skoler

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    Kulde, træk og dårligt indeklima er hverdagen på mange folkeskoler i Nordsjælland. Ud af 521 kommunalt ejede energimærkede bygninger i Nordsjælland, som bliver brugt til undervisning, har 361 et dårligt energimærke (D-G). Det viser nye tal fra Dansk Byggeri.

    I fx Frederikssund har 37 ud af 39 bygninger, der bliver brugt til undervisning, et dårligt energimærke, hvilket svarer til 95 procent. I Egedal har 21 ud af 23 bygninger med undervisningslokaler et dårligt energimærke, svarende til 91 procent. I Rudersdal og Allerød gælder det 88 procent og i Gribskov 81 procent af de bygninger, der bruges til undervisning.

    – Det er en god forklaring på, at mange elever snakker om hovedpine, dårligt indeklima og træk. Det bør prioriteres højt at få vedligeholdt særligt skoler og andre bygninger, hvor mennesker opholder sig i lang tid. Ud over at bygningerne vil være bedre at opholde sig i, så vil varme- og energiregningen også blive billigere. Kommunerne ejer mange bygninger, som er fra før 1980, hvor de første energikrav kom ind i bygningsreglementet, og derfor løber energimåleren stærkt i mange af kommunernes bygninger, siger energipolitisk chef i Dansk Byggeri Camilla Damsø Pedersen.

    I Hillerød har omkring halvdelen af de bygninger, der bruges til undervisning, et dårligt energimærke.

    – Her ser det lidt bedre ud, end i de andre nordsjællandske kommuner, selvom der stadig ligger en stor opgave i at få energirenoveret alle skoler og undervisningslokaler. Erfaringen viser desværre, at der i flere af kommunerne ikke sker ret meget, med mindre der kommer et krav fra Christiansborg. Derfor er det nødvendigt, at også kommunerne bliver bedt om at levere på den grønne dagsorden i regeringens kommende klimahandlingsplan, siger Camilla Damsø Pedersen.

    Det er ikke kun folkeskolerne, som har dårlige energimærker. Ud af 23.000 kommunalt ejede bygninger i hele Danmark har 70 procent et energimærke D til G, og de hører dermed til kategorien af bygninger, hvor der fyres for gråspurvene, og omkostningerne til varme og el ligger i den høje ende. Kun 30 procent har et godt energimærke (A til C).

    Kontakt:

    Energipolitiskchef i Dansk Byggeri Camilla Damsø Pedersen, telefon 23 28 49 13
    Pressekonsulent i Dansk Byggeri Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nordsjaellandske-kommuner-har-mange-utaette-skoler?releaseId=13582000