Pressemeddelelse fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse
Der er åbent for alle kvinder over 18 år, når rekrutteringscenteret i Høvelte slår dørene op til National Inspirationsdag for kvinder d. 30. oktober. Her får kvinderne en forsmag på livet som soldat – de bliver iført uniform og camouflage og frokosten består selvfølgelig af feltrationer.
Ifølge den nye Forsvarsminister, Trine Bramsen, er det vigtigt, at også kvinder har lyst til at trække i trøjen, hvis vi fortsat skal sikre et dygtigt og stærkt forsvar.
“Det er vigtigt for Forsvaret at rekruttere bredt, så vi ikke går glip af en masse talent. Der er mange spændende job- og uddannelsesmuligheder i Forsvaret – både for mænd og kvinder. National inspirationsdag er et initiativ, der skal være med til at vise kvinder, at Forsvaret også er en attraktiv arbejdsplads for dem,” fortæller Trine Bramsen.
Markant flere kvinder vælger en karriere i Forsvaret
På landsplan er antallet af fastansatte kvinder i Forsvaret steget med knap 25 procent siden 2014, og det vækker begejstring hos Forsvarets Personalestyrelse, der de seneste år har iværksat specifikke initiativer for at tiltrække flere kvinder.
“Vi er rigtigt glade for, at så mange flere kvinder vælger en karriere i Forsvaret. Det er for os et udtryk for, at interessen er der, men at mange kvinder måske har manglet mere viden om, hvad det vil sige at arbejde i Forsvaret. Foruden National Inspirationsdag er vi blandt andet også begyndt at invitere alle kvinder til Forsvarets Dag, når de fylder 18 år, og det er rart at se, at det har virket,” fortæller Peter Gutfeld, Chef for Værnepligts- og Rekrutteringsafdelingen.
En af de kvinder, som i dag arbejder i Forsvaret, er Sofie Kampmann, der er ansat som holdfører for civile-militære tolke ved Forsvarets Sprogskole.
“Som uddannet sprogofficer taler jeg med mange typer mennesker og fungerer som bindeled mellem forskellige kulturer. Det er jo et kæmpe ansvar, ” fortæller Sofie og fortsætter:
“Jeg har altid elsket udfordringer, og det får jeg i den grad hos Forsvaret. Der er aldrig to dage, der er ens, og jeg bliver hele tiden stillet overfor nye opgaver, som kan spænde mellem alt fra koordineringsopgaver på kontoret til udsendelse på internationale missioner. Jeg har fået lov til at vokse med opgaverne og påtage mig en masse ansvar – det er mega fedt!”.
Som Forsvaret tidligere har været ude med, tager flere og flere unge kvinder også en værnepligtsuddannelse i dag, som er første skridt mod en karriere i Forsvaret.
FAKTA
Udvikling i antallet af militært fastansatte kvinder inden for Forsvarskommandoens område samt de støttende styrelser (ekskl. Departementet, FE og BRS).
År | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 |
Antal fastansatte kvinder i hele landet | 939 | 984 | 1.048 | 1.120 | 1.163 |
Procentvis stigning i hele landet | 5% | 12% | 19% | 24% |
Kontakt:
Heidi Bisgaard, pressekontakt
Tlf.: 6126 0138
Mail: heidi.n@adviceas.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forsvaret-inspirerer-kvinder-til-en-karriere-i-uniform?releaseId=13581938








