PRM / Pensions- og erhvervsforsikringer og færre storskader sikrer

    Pressemeddelelse fra Topdanmark A/S

    Det går godt med salget af pensions- og erhvervsforsikringer i Topdanmark. Samtidig har der været færre storskader. Det er nogle af årsagerne til Topdanmarks gode resultater for de første tre kvartaler af 2019. Dog trækker det faldende renteniveau resultatet ned.

    “Resultatfremgangen i de første tre kvartaler af 2019 skyldes navnlig fremgang på erhvervs- og pensionsforsikringsområdet. Derimod trak det kraftigt faldende renteniveau resultatet ned,” siger adm. direktør for Topdanmark, Peter Hermann.

    Fokus på mindre erhvervsvirksomheder

    På erhvervsmarkedet har Topdanmark særligt fokus på at servicere mindre og mellemstore danske erhvervsvirksomheder samt landbrug. Topdanmark rådgiver også kunderne om skadeforebyggende tiltag, så skader helt forhindres eller omfanget af skader reduceres. Også hurtig og effektiv skadebehandling sikrer, at virksomhedskunderne hurtigst muligt kan vende tilbage til daglig drift. Det øgede fokus på kunderne har bidraget til at forbedre skadeforløbet i de første tre kvartaler af 2019.

    “Både på privat- og erhvervssegmentet lægger

    Topdanmark vægt på, at det skal være nemt, enkelt og hurtigt for kunderne at få løst deres henvendelser eller problemer. Flere og flere kunder ønsker at anmelde deres skader digitalt. Andelen af skader, der anmeldes online, er således fordoblet siden 2016 til nu 64 procent. Ved at anmelde deres skader digitalt kan kunderne på alle tider af døgnet nemt og enkelt få deres skader behandlet, hurtigt få løst problemet og få udbetalt skadeserstatningen,” siger Peter Hermann.

    Styrket fokus på cyberforsikringer

    I 2019 har Topdanmark også optrappet rådgivningen af sine virksomhedskunder i forbindelse med cyberforsikringer. Cyberkriminalitet kan betyde store driftstab for virksomhederne – også de små og mindre virksomheder.

    “Det kan have alvorlige økonomiske konsekvenser også for mindre virksomheder, hvis de bliver ramt af cyberkriminalitet. Indtil videre har Topdanmark oplevet godt 200 cyberskader, som har ramt mindre virksomheder,” siger Peter Hermann.

    Derfor gør Topdanmark en ekstra indsats for at rådgive sine kunder om risikoen ved cyberkriminalitet, og hvordan de bedst kan gardere sig imod den.

    Flere lyn- og skybrudsskader

    Topdanmark har i de tre første kvartaler af året haft flere lyn- og skybrudsskader i forhold til sidste år. Antallet af lynskader steg med 157 procent, og skybrudsskaderne steg med 141 procent. Dette betød, at udgifterne til vejrligsrelaterede skader samlet steg med 56 mio. kr. I 3. kvartal betød de mange tordenvejr, at antallet af lynskader steg med 236 procent.

    Fortsat præmiefremgang i skade- og livsforsikring

    På toplinjen fortsatte Topdanmark præmiefremgangen i Q1-Q3 2019 med en vækst i skadeforsikringsforretningen på 2,4 procent og i livsforsikringsforretningen på 13,5 procent. Væksten på skadeforsikringsområdet skyldes navnlig en pæn tilgang af kunder på erhvervs- og landbrugsområdet. Hertil kommer en fortsat høj kundefastholdelsesprocent.

    På pensionsforsikringsområdet har Topdanmark i 2019 forsat de seneste fem års vækst med tocifrede vækstrater. Herved er Topdanmarks markedsandel på livsforsikringsmarkedet steget fra omkring 4 procent til nu omkring 9 procent. Fremgangen skyldes bl.a. en høj kundetilfredshed og pæne investeringsafkast.

    Resultatprognosen for 2019 opjusteret med 50 mio. kr.

    Trods det faldende renteniveau, som har påvirket både investeringsresultatet og skadeforløbet negativt i Q1-Q3 2019, opjusterer Topdanmark resultatprognosen for hele 2019 med 50 mio. kr. til 1.300- 1.400 mio. kr. efter skat.

    Forventer fortsat præmiefremgang i 2020

    Topdanmark forventer i 2020 at kunne udbygge positionen på det danske forsikringsmarked bl.a. gennem en ny distributionsaftale med Nordea, som træder i kraft i begyndelsen af 2020. For 2020 forventes en præmiefremgang i skadeforsikring, der er på niveau med fremgangen i 2019.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Maja Korshin tlf.: +45 51 79 93 56 email: ucy@topdanmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/pensions–og-erhvervsforsikringer-og-faerre-storskader-sikrer?releaseId=13581897