PRM / Økonomisk optur betyder højt sygefravær

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    De seneste fem år har omsætningen i installationsbranchen kun bevæget sig i én retning: Op. Det samme gælder branchens sygefravær, som i 2018 var oppe på 3,7 procent, hvilket er det højeste niveau i dette årti.

    Hos brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne forklarer man, at der historisk set ofte har været en sammenhæng mellem højkonjunktur og højt sygefravær.

    “Når der er fuld beskæftigelse i branchen, som vi reelt har i øjeblikket, med en ledighed på cirka én procent, så vil sygefraværet typisk stige en smule. Det hænger sammen med, at alle gode kræfter er ude på arbejdsmarkedet – også de mindre ressourcestærke grupper, som for eksempel kan have udfordringer i privatlivet, der påvirker deres arbejdsliv,” siger Thorkild Bang, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

    Bliver hjemme

    En anden faktor, der kan få sygefraværsprocenten til at stige, er, at medarbejderne rent faktisk bliver hjemme, når de er syge under en højkonjunktur. Det påpeger Merete Labriola, der er seniorforsker ved Socialmedicinsk Center på Frederiksberg Hospital.

    “Hvis man vågner og har ondt i maven i dårlige tider, hvor der er fyringsrisiko, så bider man tænderne sammen og går på arbejde. Men hvis man vågner og har ondt i maven i gode tider og godt ved, at man sidder sikkert i sadlen, så tager man en sygedag – som jo er fuldt berettiget,” siger Merete Labriola, som har forsket i sygefravær i 20 år.

    Hun tror ikke på, at nogle medarbejdere kan finde på at tage en decideret pjækkedag, fordi de ved, at mester har svært ved at finde en kvalificeret erstatning.

    “Det er ikke min oplevelse, at folk pjækker, i så fald er det en meget lille del. Langt de fleste danskere vælger simpelthen at gå på arbejde, når de kan. Det er helt klart min erfaring,” siger Merete Labriola.

    Brug samtaler

    Hvis man har problemer med højt sygefravær i en virksomhed, opfordrer Thorkild Bang generelt til, at arbejdsgiverne indfører sygefraværssamtaler og følger op med mulighedserklæringer, når der er tale om længerevarende sygefravær.

    “På den måde kan man sikre, at medarbejderen kommer tilbage på arbejdsmarkedet så hurtigt, som det er muligt. Og det er vigtigt, for risikoen for at medarbejderen ryger helt ud arbejdsmarkedet stiger, når personen er sygemeldt i lang tid, det viser al statistik,” siger Thorkild Bang.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Thorkild Bang, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 40 46 42 19

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/okonomisk-optur-betyder-hojt-sygefravaer?releaseId=13581668