PRM / Familier med kræftramte børn er tilbage i det gode selskab

    Pressemeddelelse fra Org. Familier med kræftramte børn

    Den nye bestyrelse for Familier med kræftramte børn har det seneste halve år arbejdet målrettet på, at kunne leve op til ISOBROs indsamlingsetiske retningslinjer om respekt for bidragyderens integritet og handlefrihed samt offentlighed og åbenhed om formål, ledelse og økonomi. Det har nu båret frugt, og Familier med kræftramte børn er atter med i det gode selskab.

    Familier med kræftramte børn tilbyder kræftramte børn og deres familier aktiviteter, der kan skabe lyspunkter i en ofte alt for barsk hverdag og lette livet under og efter en kræftsygdom. Familierne har brug for, at de bare engang imellem kan gøre og lave ting, som er en selvfølge for andre børn og familier. Foreningens tilbud omfatter sociale og rekreative tilbud som ture i biograf og teater under isolerede forhold, teenageweekender, mentorordning, besøgsordning på hospitaler og psykologhjælp. “Disse aktiviteter kan vi kun tilbyde med støtte fra alle vores bidragydere, og derfor er det en glædelig begivenhed, at vi nu igen kan vise alle, at vi lever op til god indsamlingsskik”, siger Tommy Brøgger, bestyrelsesformand i Familier med kræftramte børn.

    Han bakkes op af generalsekretær i ISOBRO Mette Grovermann: “ISOBRO arbejder for, at det skal være trygt at give til velgørende organisationer. At Familier med Kræftramte Børn, forholdsvis kort tid efter eksklusionen, igen kan optages i ISOBRO vidner om, at de etiske retningslinjer har deres berettigelse, og om at den nye bestyrelse i foreningen har udvist mod og handlekraft i forhold til at bringe orden på forholdene i foreningen. Det glæder vi os over.”

    FAKTA

    • Familier med kræftramte børn er en selvstændig og uafhængig landsdækkende patientforening, der tilbyder aktiviteter, rådgivning og støtte til kræftramte børn og deres familier.
    • Familier med kræftramte børn har de seneste år været igennem en turbulent tid, hvor foreningen blandet andet blev ekskluderet fra ISOBRO i 2017. Dengang udtalte ISOBRO: Såfremt foreningen Familier med Kræftramte Børn får rettet op på de kritisable forhold med konkret adfærd og gennemsigtighed, kan foreningen ansøge på ny om optagelse som medlem af ISOBRO.
    • Uroen kulminerede med, at sekretariatslederen og den samlede bestyrelse forlod foreningen i februar 2019, og en ny bestyrelse trådte til.

    Kontakt:

    Formand for FMKB:
    Tommy Brøgger
    Tlf: 27128856
    tommy@fmkb.dk

    Generalsekretær i Isobro:
    Mette Grovermann
    mg@isobro.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/familier-med-kraeftramte-born-er-tilbage-i-det-gode-selskab?releaseId=13581552