PRM / Claus Holm er klar med sit gadekøkken

    Pressemeddelelse fra Turbine Forlaget A/S

    Gadekøkkenerne rundt omkring i verden er formentlig udsprunget mere af nød end af en gennemtænkt ide. Måske har der ikke været råd til et køkken i hjemmet, og så har en grill eller et blus på gaden været en mulighed for at lave mad. Måske har det været nødvendigt at bringe maden tættere på kunderne, der kan have svært ved at finde ind på restauranten. Der findes forskellige bud på, hvordan og hvorfor gadekøkkenerne opstod. Men i dag findes de over det meste af verden, som små boder, der byder på autentiske, lokale retter.

    Også i Danmark dukker street food-markeder med mad fra alverdens lande op flere og flere steder. Men hvilke retter vil kunne gå i et dansk gadekøkken? Hvilke retter skal turisterne møde, hvis de skal have lov til at smage på Danmark? Claus Holm har tranformeret stegt flæsk, bøf med løg, ruskomsnusk og skærtorsdagskål til retter, der kan serveres på gaden. Alle retterne er lavet som fingermad, snacks eller mellemmåltider på farten, men Claus Holm giver også tips og tricks til, hvordan opskriften nemt kan komme til at passe til familiens hovedmåltid.

    I “Holms gadekøkken” serveres der alt fra farseret porre til kylling i asparges, fra fiskefilet og kartoffel til kartoffelpandekager med linser. Og den danske rødgrød er selvfølgelig også med – i en ny fortolkning. For når ambitionen med “Holms gadekøkken” er at give et kvalificeret bud på, hvilke retter, der repræsenterer det danske hverdagskøkken bedst, så må den velkendte tungebrækker, alle turister i landet udsættes for, også være med på kortet.

    Claus Holm tager sit gadekøkken med på årets BogForum, hvor han kan opleves på Madscenen lørdag kl. 12.45. Det bliver med garanti autentisk, uformelt og super hyggeligt.

    Fakta om kogebogen:

    Holms gadekøkken // Claus Holm
    TURBINE // ISBN: 9788740658569 // 144 sider // Vejl. pris 249,95 kr.

    Kontakt:

    PR og kommunikation Marie Jensby tlf.: 60548460 email: marie.jensby@turbine.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/claus-holm-er-klar-med-sit-gadekokken?releaseId=13581524