PRM / Tre finalister i Nordjylland udvalgt til Årets Ejerleder 2019

    Pressemeddelelse fra PwC

    Blandt en lang række af danske virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen er der nu fundet tre finalister til kåringen af Årets Ejerleder 2019 i Nordjylland.

    “De tre finalister er alle eksempler på danske ejerledere, der med succes skaber vækst og udvikling til inspiration og stor betydning for dansk erhvervsliv. Vi ønsker vores finalister i Nordjylland et stort tillykke, og vi ser frem til at hædre dem alle ved regionskåringen,” fortæller Torben Toft Kristensen, partner i PwC i Aalborg.

    Ejerlederen gør en forskel

    Ejerledere udgør en væsentlig del af Nykredits kunder. Her understreger man, at de tre finalister er kendetegnet ved, at ejerlederen har formået at skabe en bemærkelsesværdig vækst, og som frontfigur gør en stor forskel for virksomhedens succes og værdier:

    “Ejerlederne gør en forskel – regionalt med at skaffe arbejdspladser og samfundsøkonomisk ved at være en væsentlig bidragsyder til dansk økonomi. At de har deres egen kåring giver velfortjent spotlight på en særlig type af virksomheder,” siger viceregionsdirektør i Nykredit, Christian Vejling.

    Formål og værdier

    I år sætter vi fokus på formål og værdier, da de spiller en væsentlig rolle for både virksomhedernes omdømme, konkurrenceevne og evne til at tiltrække og fastholde arbejdskraft. Danske familieejede virksomheder er gode til at skabe vækst – også sammenlignet med udlandet. Det er bl.a. fokus på formål og værdier, der ligger til grund for dette:

    “Når vi spørger ejerlederne, hvad baggrunden er for deres succes, svarer de, at deres virksomhedsværdier og et klart formål er afgørende. Vi tror på, at fremtidens vindere er dem, der lykkes med at skabe fælles værdier og et tydeligt formål, og det er baggrunden for årets tema i Årets Ejerleder 2019,” forklarer Torben Toft Kristensen, partner i PwC i Aalborg.

    Jakob Ullegård, markedsdirektør i Dansk Erhverv, lægger vægt på dette års tema som en væsentlig faktor for ejerledernes evne til at skabe vækst og udvikling:

    “Det er svært at sætte retning, hvis man ikke kan forklare sig selv og andre, hvorfor man er i gamet. En klar retning og et veldefineret værdigrundlag gør det så meget lettere at skabe fremdrift – dels internt i virksomheden, men såmænd også i forhold til samfundet omkring os. Derfor er det afgørende for virksomhedens evne til at skabe vækst, udvikling og succes.”

    Finalisterne er:

    Michael Hove – ejerleder i Commentor A/S (Aalborg)

    Commentor har siden 2009 hjulpet med digitaliseringen af det offentlige og private Danmark. Virksomheden løser forretningsmæssige og tekniske udfordringer inden for analyse, udvikling samt vedligehold af softwareløsninger og har de seneste år haft en flot vækst. Ejerlederen Michael er utrolig ambitiøs og har en ambition om, at virksomheden skal blive ved med at vokse, samtidigt med at det skal være sjovt at komme på arbejde.

    Derfor er det vigtigt for Michael, at medarbejdernes nysgerrighed og ambitioner hele tiden skinner igennem. Samtidig har Michael fokus på at bevare en uformel ledelsesstil, hvor han er til stede på gulvet blandt medarbejderne og i øjenhøjde med sine ansatte. Han prioriterer, at medarbejderne har et liv uden for Commentor, som også skal være i balance, for at de kan præstere på arbejdet. Michael har som ejerleder stort fokus på den positive kultur i virksomheden, og at virksomhedens værdier bliver italesat i det daglige. Commentor har nedskrevet et sæt værdier i samarbejde med medarbejderne og ledelsen, som bliver arbejdet med i det daglige. Bl.a. har virksomheden en årlig “Commentur”, hvor omdrejningspunktet netop er kultur, værdier, storytelling og teambuilding.

    Brian Bundgaard, Lars Bartholomæussen, Lars Bo Pedersen, Morten Søgaard og Ole Schou – ejerledere i Jysk Pension (Aalborg)

    Jysk Pension har arbejdet sig op blandt nogle af de største konkurrenter på det danske pensionsmarked, der er en branche præget af hård konkurrence. Jysk Pension forhandler kun leverandørkontrakter for 3 år ad gangen. Dermed kan Jysk Pension altid levere de bedste og mest optimale løsninger til deres kunder. I forlængelse heraf har virksomheden de sidste tre år opkøbt tre virksomheder, der har bidraget til væksten.

    For at skabe de bedste rammer for ansatte og kunder er ‘højt til loftet’, ‘frihed under ansvar’ og ‘mennesker er vigtigere end tal’ blandt kerneværdierne i virksomheden.

    Det er ejerledernes vision, at Jysk Pensions værdisæt fremadrettet skal være forankret i virksomheden, selvom den vokser og bliver stadigt større for derigennem at bevare det gode købmandsskab og ‘de jyske værdier’. De ansatte får plads og frihed til at administrere deres egen tid, og effekten heraf har været god på både trivsel og omsætning. Det er en vigtig faktor for Jysk Pension og ejerlederne, at ejere og ansatte gør en forskel sammen og fejrer succeser i fællesskab. Motivationen skal være i top, for at de ansatte kan yde deres bedste over for kunderne. Ejerlederne har en mission om, at Jysk Pension skal være det foretrukne rådgivningshus på markedet.

    Jan Werner Jensen – ejerleder i Hydrema Holding ApS (Støvring)

    Hydrema Holding er stiftet i 1959 af Jan Werner Jensens far. Virksomheden leverer entreprenørmaskiner og servicekontrakter af 3 års varighed til kunderne. Dette er med til at sikre en stabil indtjening og en god kundeservice. Hydremas vision er at udvikle og producere hydraulisk entreprenørmateriel til den del af markedet, der efterspørger den højeste effektivitet og komfort samt det mest driftssikre og miljørigtige udstyr.

    Jan er uddannet ingeniør og formår at stille det rigtige hold og sørge for, at medarbejderne har en ansvarsfølelse og er med til at træffe vigtige beslutninger. Jan har overtaget Hydrema fra sin far, udviklet og vækstet virksomheden, samtidig med at han har opretholdt og udvidet medarbejderstaben. Jan har formået at fastholde virksomhedens DNA under et generationsskifte med en anden ledelsesstil end sin far. Han anser medarbejderne som det vigtigste aktiv i virksomheden, og det betyder meget for ham, at virksomheden bliver ved med fortsat at have base i Danmark. Han er stolt over at kunne skabe danske arbejdspladser og derigennem yde et samfundsmæssigt bidrag. Ved siden af sin ejerlederpost er Jan formand for Forsvarsindustrien og ansætter veteraner i sin virksomhed for at være med til at hjælpe disse videre i livet.

    Tid og sted for Årets Ejerleder i Nordjylland
    Onsdag den 6. november 2019 kl. 16:30-18:30, Nykredit, Fredrik Bajers Vej 1, 9200 Aalborg

    Fakta om Årets Ejerleder 2019
    Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 16. gang. Årets tema er formål og værdier.

    De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 14. november 2019 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

    Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

    Tidligere landsvindere
    Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S (2018), Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS (2017), Marie-Louise Bjerg fra Mountain Top Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

    Kontakt:

    PR Manager Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378
    Pernille Plougheld fra Nykredit på mobil 3045 1006 

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tre-finalister-i-nordjylland-udvalgt-til-arets-ejerleder-2019?releaseId=13581196