Pressemeddelelse fra Danmarks Lærerforening
“Regeringen afsætter i finanslovsforslaget en forhandlingsreserve på 2,1 milliard i 2020. Her forventer vi selvfølgelig, at regeringen efterkommer støttepartiernes krav om et milliardløft af folkeskolen”, siger formand i Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.
Regeringens tre støttepartier Radikale, SF og Enhedslisten rejste for to uger siden et krav til regeringen om et permanent milliardløft af folkeskolen allerede fra næste skoleår. Pengene er betinget af, at Danmarks Lærerforening og KL laver en aftale, når de i foråret indgår forhandlinger.
“Regeringen honorerer ikke kravet i det udspil, der netop er sendt ud. Men jeg er sikker på, kravet bliver en central del af de kommende måneders forhandlinger – og realiseret allerede fra næste skoleår. Vi har netop i disse dage kongres i Danmarks Lærerforening, og i går var Jacob Bundsgaard fra KL gæstetaler. Han understregede meget klart, at vi SKAL i mål med en solid arbejdstidsaftale. Så opbakningen fra regeringen er afgørende for, at vi sammen kan finde løsninger, når vi forhandler i foråret”, siger Anders Bondo Christensen.
I det forståelsespapir, som den Socialdemokratiske regering har lagt til grund for sit arbejde, står der:
“Der er brug for et tæt samarbejde om at sikre folkeskolen de nødvendige rammer og ressourcer, så lærerne kan give alle elever en undervisning af høj kvalitet. Derfor vil en ny regering aktivt bakke op om den aftale, som Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening har indgået om en “Ny Start””.
Derfor forventer formand i Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, at kravet fra de tre støttepartier bliver prioriteret klart og tydeligt i de kommende finanslovsforhandlinger.
“Undervisningsministeren har netop været på talerstolen her på vores kongres. Igen sendte hun en klar invitation til et samarbejde om folkeskolen. Sammen med støttepartiernes forslag skaber det et godt grundlag for en “Ny Start”. Derfor er det nu, der skal slås søm i en aftale, så forbedringerne allerede kan mærkes til næste skoleår. Det vil gavne både børn, forældre, lærere og kommuner”.
Yderligere kommentarer:
Anders Bondo Christensen, via pressechef Jens Dissing Munk, telefon 30178874
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/milliardloft-af-folkeskolen-bor-vaere-centralt-i-forhandlingerne-om-finansloven?releaseId=13580664








