Pressemeddelelse fra Dansk Energi
Elbiler og grønne varmeløsninger er den hurtigste vej mod at reducere CO2-udslippet med 70 procent i 2030 i forhold til 1990 og er de første vigtige skridt mod CO2-neutralitet. Og begge dele kan hjælpes på vej med en grøn finanslov. Men alligevel er der en markant mangel på de konkrete og opnåelige grønne tiltag i regeringens finanslovsudspil, mener Dansk Energi. Og det ærgrer organisationens administrerende direktør, Lars Aagaard:
– Vi anerkender, at regeringen vil afsætte en milliard til grøn forskning, men det varer længe, før vi ser konkrete resultater. Og vi anerkender, at regeringen lægger op til fortsat at fritage ladestrøm til biler for afgifter, men det er simpelthen ikke nok. Det alene får ikke folk over i elbilerne, siger han.
Fra første 1. januar 2021 stiger registreringsafgiften for elbiler fra 40 til 65 procent, og samtidig forsvinder fradraget på 77.000 kroner. Elbiler vil så blive så dyre, at de ikke kan sælges i stort antal, mener Lars Aagaard. Så både bilimportørerne og bilfabrikkerne skal i starten af det nye år tage stilling til, om det overhovedet kan betale sig at sende elbiler til Danmark.
– Gør man ingenting i de kommende finanslovsforhandlinger, kommer elbilerne simpelthen ikke til Danmark. Vi kan ikke vente med afklaring til slutningen af 2020, for så dør elbilsmarkedet. Vi håber derfor på, at oppositionen vil presse regeringen til at afsætte et beløb af den reserve, som er afsat i Finanslovsudspillet til 2021 og 2022 til at understøtte elbilsmarkedet. Der er brug for afklaring, siger Lars Aagaard.
Bredbåndspuljen er vigtig for ligevægt mellem by og land
Dansk Energi undrer sig også over, at regeringen i sit udspil til finanslov vælger at sløjfe den såkaldte Bredbåndspulje, der hjælper virksomheder og borgere i provinsen til hurtig internetforbindelse.
– Det er rigtig dårligt nyt for de over 100.000 husstande og virksomheder som i dag har så ringe bredbånd, at de er berettiget til støtte fra puljen. Puljen har hjulpet mange med at få ordentlig digital infrastruktur som de ellers har skullet kigge langt efter, siger Lars Aagaard.
Han opfordrer derfor politikerne til at tage bredbåndspuljen med i forhandlingslokalerne, når en ny finanslov skal på plads. Og det samme gælder for de grønne målsætninger.
– Elbilerne og varmepumperne findes. Nu skal der penge og politik på bordet, der guider danskerne i en grøn retning, når de køber bil eller skal udskifte det gamle oliefyr. Det er fint at tale om målsætninger i 2030, men det må ikke skygge for, at vi med enkle tiltag på en finanslov kan hjælpe den almindelige forbruger til at komme af med fossile brændsler allerede i dag, siger Lars Aagaard og understreger:
– Som energisektor er vi med på den ambitiøse grønne målsætning om at reducere CO2-udslippet med 70 procent og vi leverer grøn, sikker og billig energi – men vi har brug for de rette politiske rammer.
Dansk Energis konkrete anbefalinger til den kommende finanslov:
- Fasthold afgiftsfritagelsen på ladestrøm til biler, så afgiften ikke stiger fra nytår.
- Forlæng den nuværende registreringsafgift på grønne biler.
- Indfør en grøn firmabilsbeskatning.
- Afsæt en pulje til opførelse af ladestandere rundt i Danmark – bl.a. målrettet boligforeninger.
- Hjælp folk af med oliefyret fx ved at øge ’skrotningspujlen’.
Kontakt:
Pressechef Birgitte Hougaard tlf.: 35 30 04 78 email: bho@danskenergi.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-energi-klimaet-har-brug-for-en-gron-finanslov?releaseId=13580651








