PRM / Blue Ocean Robotics i stærk vækst styrkes med jernmand

    Pressemeddelelse fra Grouleff Communications

    Blue Ocean Robotics i Odense har kraftigt vokseværk og har indenfor den sidste måned købt et af verdens mest kendte og udbredte brands indenfor telepresence-robotter, Beam robotten, og ansat ikke færre end 17 personer, samt slået yderligere 20 stillinger op. Administrationen er i samme omgang styrket med en CFO – Chief Financial Officer, nemlig Kim Nørgaard Andreasen, som har 25 års erfaring med økonomi og kommer fra en stilling som koncernøkonomidirektør hos det børsnoterede Esoft. Kim Nørgaard Andreasen skal sikre, at Blue Ocean Robotics’ ventureselskaber bliver økonomisk modnet til salg hen over de næste tre-fire år.

    “Jeg synes at, modningsrejser er hamrende spændende og har gennemført flere af dem, både som økonomiansvarlig og som administrerende direktør, bl.a. hos Vitec Aloc. Jeg glæder mig meget til at være med til at realisere Blue Ocean Robotics’ strategi om ikke blot at være et udviklingshus, men også gøre vores datterselskaber klar til salg, når de får mere værdi for andre end for os. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi går ud i en investeringsrunde senere i efteråret, som jeg ser meget frem til.” siger Kim Nørgaard Andreasen.

    Kim Nørgaard Andreasen er uddannet Cand. Merc. Aud. fra Syddansk Universitet og er i gang med at tage en bestyrelsesuddannelse med fokus på SMV’er på Aarhus Universitet. Før Esoft var han først økonomidirektør og derefter administrerende direktør hos Vitec Aloc, som han var med til at sælge til en svensk softwarevirksomhed. Han bor i Odense med sin kone og to børn. I sin fritid dyrker han triatlon og har gennemført to ironmans og 10 halve ironmans. Sporten fungerer som både optankning og inspiration i det daglige:

    “Min træning er både et sted, hvor jeg hviler hovedet efter at have brugt det hele dagen og der, hvor jeg bliver inspireret af at komme i mål med noget, som umiddelbart ser meget krævende ud. Det giver sikkerhed at vide, at det allerede lykkedes flere gange,” slutter den nye CFO, som også gerne indrømmer, at hans sport er nødvendig, fordi han elsker både kage og god vin.

    Eksplosivt vokseværk i Odense

    Da Blue Ocean Robotics for nylig købte Silicon Valley-robotten Beam, gav det genlyd i medierne så langt væk som Kina, Korea, Irak, Brasilien og Sudan. Købet af Beam forretningen gav omkring 1.000 omtaler i medier globalt, ikke mindst i de tre førende amerikanske medier og robot-medier, Huffington Post Global, Tech Crunch, The Robot Report og Robotics Business Review.

    “Efter købet har vi haft hele verden i røret. Det er især kunder og forhandlere fra alle verdensdele og ikke mindst USA, hvor blandt andet Obama har brugt robotten Beam til at kommunikere med. Vi er nu i gang med den spændende udfordring at etablere et nyt set up for produktion og udvikling ligesom vores teams inden for salg, support og service skal udbygges kraftigt. Så vi er meget glade for, at så stærk en spiller som Kim Nørgaard Andreasen er kommet med på holdet,” siger Claus Risager, CEO i Blue Ocean Robotics.

    —————–

    Hent fotos af Kim Nørgaard Andreasen (LINK)

    Kontakt:

    PR & Marketing Manager Merima Cikotic tlf.: +45 71 99 56 06 email: mc@blue-ocean-robotics.com

    Merima Cikotic
    Market Intelligence Manager
    Blue Ocean Robotics
    +45 71 99 56 06
    mc@blue-ocean-robotics.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/blue-ocean-robotics-i-staerk-vaekst-styrkes-med-jernmand?releaseId=13580521