Pressemeddelelse fra Limfjordsteatret
Mors har været i festtøjet denne weekend med en tre dage lang indvielse af det nye Limfjordsteater. Gadeteater, opera, rock og skuespil er gået hånd i hånd i det nye 1800 kvadratmeter store teaterhus, tegnet af Boris Bormann Jensen og finansieret af A.P. Møller Fonden, Færchfonden, Lokale og Anlægsfonden samt Morsø Kommune.
Mens fredag og lørdag bød på indvielse for teatrets publikum og andre interesserede, dannede den nye teaterbygning søndag aften rammern om den mere formelle indvielse af huset.
– Tænk at man kan sige, at man har en drøm, der er gået i opfyldelse. Det er ikke så tit, man oplever det, sagde Limfjordsteatrets leder, Gitta Malling, ved velkomsten.
– Men her står vi nu i et 52-kantet hus. En lang rejse er slut – og samtidig er det først nu, den egentlig rejse begynder. Det er nu, vi skal til at virke i dette fantastiske, nye hus, sagde Gitta Malling.
Hun tror, at det nye teater får stor betydning for Mors.
– Der er ingen tvivl om, at vi har fået et fyrtårn på Mors. Det, at vi har fået så ikonisk en bygning, kommer til at betyde noget, fordi det kan trække folk til, påpegede Gitte Malling.
Hun takkede fondene, Morsø Kommune og samarbejdspartnerne for støtten til projektet og arkitekten Boris Bormann Jensen.
– Tak til A.P. Møller Fonden for at kunne se visionen, og for at have været med hele vejen igennem. Tusind tak til alle, sagde hun.
A.P. Møller Fonden roser Mors
Der var stor ros fra konsulent Niels Friis fra A.P. Møller Fonden, der har fulgt projektet fra start til slut, og som ser byggeriet af det nye Limfjordsteater som et enestående eksempel på, hvad en stram økonomi kan lære af kreative indspark.
– De økonomiske benspænd har været håndteret utrolig ansvarligt, inspireret og talentfuldt af alle, der har haft med byggeriet at gøre: arkitekter, ingeniører, håndværkere. Alle fortjener en stor ros. Historien om denne proces er enestående, og der er mange, der vil blive slået i hovedet med den fremover: Nu skal I høre, hvordan de gør på Mors, sagde Niels Friis, der holdt tale på AP Møller Fondens vegne.
Han var ikke i tvivl om, at den nye teaterbygning på Mors, vil give øen meget mere at byde på i fremtiden.
Nordvestjylland skal løfte i flok
Det var Færchfondens formand Annemette Færch enig i:
– Mors er gået forrest på det kulturelle område og har med Kulturmødet været med til at sætte en lokal og en national dagsorden. Vi mener, at Limfjordsteatret har et potentiale til at række længere ud. Mors ligger udenfor vores naturlige område i og omkring Holstebro. Men Limfjordsteatret er et stærkt afsæt for at markere kultur i hele Nordvestjylland, og hvis vi står sammen kan vi sagtens løfte den opgave og vise, at det er et godt sted at bo og leve – og det kan være med til at sætte Nordvestjylland på Danmarkskortet, sagde bestyrelsesformanden for Færchfonden.
Også Annemette Færch var imponeret over måden, hvorpå byggeriet er blevet til.
– Vi har tre ting, vi lægger vægt på, når vi skal uddele midler: Det skal kunne nytte, det skal kunne flytte og så skal det gøres ordentligt. De tre ting opfylder det nye teater samtidigt med, at I har inddraget brugerne og derigennem skabt et stærkt fundament med et stærkt lokalt ejerskab. Et fantastisk hus, sagde Annemette Færch.
Stolt borgmester
Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) var stolt over det nye hus.
– Det her smukke, spektakulære bygningsværk er med til at føje endnu mere til det rige kulturliv, vi har på Mors. Det er et bevis på, at hvis vi står sammen og bruger den fælles mængde af kompetencer, vi har, kan vi opnå store resultater. Fordi vi er vedholdende, målrettede, flittige og stædige. Når vi så ovenikøbet får hjælp udefra, blandt andet fra de generøse donationer fra fondene, er der ingen grænser for, hvad vi kan nå, sagde Hans Ejner Bertelsen.
Han slog fast, at man på Mors er beæret over og taknemmelig for fondenes hjælp til realiseringen af det nye Limfjordsteater.
En lang indvielsesweekend blev afsluttet med en ny, alternativ version af skabelsesberetningen fremsagt af skuespiller Sune C. Abel – med Mors, som det sted, hele verden er udsprunget fra. Herefter kom både skuespillere, musikere, medarbejdere og unge talenter på scenen med en rørende hyldestsang til øen – mens konfettirør blev fyret af.
Ikke et øje i salen var tørt.
Tidligere udsendt pressemeddelelse kan findes her:
Kontakt:
For yderligere information kontakt:
Teaterleder Gitta Malling, mobil 26272011
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nybygget-teater-roses-af-fonde-limfjordsteatret-pa-mors-danner-skole?releaseId=13580379








