PRM / Kvisten i Sønderjylland søger flere terapeuter til at hjælpe voksne med senfølger efter seksuelle overgreb

    Pressemeddelelse fra Kvisten

    Kvisten imødekommer et stort udækket behov for terapi til voksne, der har brug for at bearbejde traumatiske oplevelser efter seksuelle overgreb som barn og ung.

    Med projektmidler på 927.600 kr. over to år fra 1. august 2018 til 31. juli 2020 fra TrygFondens regionale råd Syddanmark er Kvisten kommet godt fra start og har ansat psykoterapeut Lone Heiberg som afdelingsleder for Kvisten Syddanmark.

    Men Kvisten Syddanmark har brug for endnu flere frivillige og godkendte psykoterapeuter eller psykologer i Sønderjylland – ikke mindst i Esbjerg. De vil give os mulighed for at imødekomme behovet for gratis behandling med terapi individuelt eller i grupper og telefonrådgivning til voksne, som lider af senfølger af de seksuelle overgreb, som de var udsat for som barn og ung.

    Undersøgelser viser, at

    • minimum 10 pct. af danskerne har oplevet seksuelle overgreb som barn og ung.
    • 60-80 pct. af dem får såkaldte senfølger af deres oplevelser, som kræver behandling.
    • Ofrene er i gennemsnit godt 22 år, før de første gang fortæller om, at de har været udsat for seksuelle overgreb.

    Hvilke konsekvenser har overgrebene for ofrene:

    De er ofte traumatiserede og får svære fysiske og psykiske lidelser som angst, depression, posttraumatisk stress syndrom (PTSD), spiseforstyrrelser, selvmordstanker og -forsøg, social fobi, smerter osv. En del forsøger at dulme den fysiske og psykiske smerte med alkohol og stoffer og kommer ud i misbrug.

    Ofrene plages af følelser af skyld og skam, har ofte en fundamental mangel på selvtillid og har svært ved at nære tillid til andre, har lavt selvværd og bærer på en dyb indre ensomhedsfølelse. De har svært ved at indgå i relationer med andre og en del hænger i en tynd tråd, når det gælder arbejde og uddannelse. Andre fortrænger overgrebene og formår at få uddannelse og arbejde, indtil de ikke længere kan holde de traumatiske oplevelser nede. Når oplevelserne tvinger sig op til overfladen, resulterer det ofte i langvarige sygemeldinger.

    Senfølgerne af seksuelle overgreb er dermed både den enkelte og samfundets ulykke, som fører til massive udgifter til “symptombehandling”. Kvisten tager med sit tilbud om gratis terapi til ofrene fat om nældens rod og behandler årsagerne, så ofrene opnår bedre livskvalitet og bliver i stand til at håndtere en hverdag igen.

    Et stort fagligt fællesskab for frivillige terapeuter

    Dette vigtige arbejde varetages af frivillige godkendte psykoterapeuter og psykologer, der ønsker at hjælpe en gruppe borgere, som ofte falder uden for “kasserne” i de etablerede systemer. Til gengæld får terapeuterne, som ellers ofte arbejder alene, et stort fagligt fællesskab med omkring 85 kolleger i Kvisten og deltager i uddannelse på området, og obligatorisk supervision.

    I projektet arbejder Kvisten samtidig for at sprede viden, nedbryde tabuer og punktere myter om konsekvenser og senfølger af seksuelt misbrug. Det er både med foredrag for offentligheden og oplæg for fagfolk i jobcentre, psykiatri, misbrugsbehandling osv., som alle kommer i kontakt med borgere, der har en historie med seksuelt misbrug bag sig.

    Med venlig hilsen

    Direktør Lisbeth Høstgaard og afdelingsleder Lone Heiberg

    Kontakt:

    Direktør Lisbeth Høstgaard Møller tlf.: 60707257 email: info@kvistene.dk

    Kvisten Syddanmark
    Afdelingsleder Lone Heiberg,
    Tlf: 61 67 93 57
    Mail: lone@kvistene.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kvisten-i-sonderjylland-soger-flere-terapeuter-til-at-hjaelpe-voksne-med-senfolger-efter-seksuelle-overgreb?releaseId=13579778