PRM / Videnskaben har talt: Der er brug for handling på FNs klimatopmøde

    Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp

    Anerkendte klimaorganisationer, bl.a. FNs klimapanel og Den Meteorologiske Verdensorganisation, valgte søndag at udgive et koncentrat af deres viden om klimaforandringerne i rapporten “United in Science”. Rapporten kan kun læses som en knivskarp opfordring til handling lige nu.

    Med de nuværende planer og initiativer er vi ifølge rapporten på vej til en global temperaturstigning på op mod tre grader. Det vil være en katastrofe, ikke mindst for de fattigste lande, der er sårbare og mangler den klimatilpasning, vi ser som en selvfølge i rigere lande.

    Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Birgitte Qvist-Sørensen, befinder sig i New York og følger topmødet. Her er Birgitte Qvist-Sørensens kommentarer til rapporten:

    • Der er rigeligt med bekymrende dokumentation, som peger på, at der er et akut brug for handling. Og det er desværre også, hvad Folkekirkens Nødhjælp kan konkludere ud fra vores arbejde i verdens fattigste lande. Klimaforandringerne er en trussel og en udfordring, som vi er nødt til at håndtere i fællesskab. Det skal ske nu.
    • I dag, mandag, mødes nogle af verdens mægtigste og mest indflydelsesrige politikere og erhvervsledere. De kan gøre en forskel, og jeg håber, at de kommer til New York med ambitiøse budskaber og løfter om handling. Det har vi brug for.
    • I fredags deltog millioner af mennesker i klimademonstrationer rundt om i verden. Det var et tydeligt signal fra almindelige mennesker til verdens politikere. De er nødt til at forholde sig til det store folkelige engagement og viljen til forandring.
    • I den kommende tid skal det danske Folketing forhandle om en ny klimalov. Den skal være ambitiøs, og den skal inkludere støtte til de fattigste lande. De har bidraget mindst til den globale opvarmning, men det er dem, der rammes hårdest.

    Yderligere oplysninger hos klimarådgiver hos Folkekirkens Nødhjælp Mattias Söderberg – 2970 06 09 – der følger topmødet fra København.

    Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen er i New York og kan efter 14 dk tid træffes på 29 70 06 23

    Link til rapporten: https://unfccc.int/news/landmark-united-in-science-report-informs-climate-action-summit

    Kontakt:

    Generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen tlf.: 29 70 06 23 email: biqs@dca.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/videnskaben-har-talt-der-er-brug-for-handling-pa-fns-klimatopmode?releaseId=13579881