PRM / De første 1000 virksomheder har nu fået hjælp fra Erhvervshus Midtjylland

    Pressemeddelelse fra Erhvervshus Midtjylland

    Alle iværksættere og virksomheder med behov for specialiseret vejledning inden for virksomhedsdrift og forretningsudvikling, kan hente uvildig og omkostningsfri vejledning og sparring fra Erhvervshus Midtjyllands virksomhedskonsulenter. Og dette tilbud er der allerede mange midtjyske virksomheder, der har benyttet sig af – 1000 virksomheder helt præcist.

    “Hos Egholm står vi overfor at skulle igangsætte en række tiltag inden for bl.a. nye teknologier, markedsudvidelser mv., og det var helt naturligt for mig at gå i dialog med Erhvervshuset for at få sparring. Det er meget nyttigt at få nye inputs og overblik over de muligheder, der findes til udviklingen af vores virksomhed. Erhvervshuset har i dag givet et bud på, hvordan vi kommer videre med vores ambitioner, og vi er klar til at sætte i værk. Jeg kan kun opfordre andre virksomheder til at kontakte Erhvervshus Midtjylland” udtaler direktør for Egholm, Jens Christian Egholm.

    I den kommende tid sætter Erhvervshus Midtjylland endnu mere fokus på at formidle budskabet om, at der er gratis hjælp at hente for iværksættere og virksomheder med specialiserede behov. Og det er et budskab, som direktør for Erhvervshus Midtjylland, Erik Krarup glæder sig til at få kommunikeret ud. “Vi glæder os over i dag at runde vejledning nr. 1.000. Og vi glæder os samtidig meget over, at vi har mulighed for at kunne give endnu flere iværksættere og virksomheder mulighed for at få sat struktur på deres muligheder og fremtid med hjælp fra os. Nu gælder det om at få endnu flere virksomheder til at kende os og derfor har vi iværksat en kampagne, der skal skabe klarhed om, hvem vi er og hvad vores tilbud til virksomhederne helt konkret går ud på.” udtaler Erik Krarup.

    Det faktum at Erhvervshus Midtjyllands vejledning er omkostningsfri, er begrundet i den økonomiske og beskæftigelsesmæssige gevinst, der ligger i at hjælpe såvel iværksættere som små og mellemstore virksomheder med at træffe rigtige valg. “Mange små og mellemstore virksomheder har ikke umiddelbart ressourcerne til at se på, hvordan de kan optimere deres drift, implementere digitalisering i virksomheden, eller opstarte et nyt eksportmarked. Det kan vi vejlede om og vi kan ikke mindst sende dem i den rigtige fremtidige retning, for eksempel ved at henvise til privat rådgivning. Og vi kan i nogle tilfælde medfinansiere virksomhedernes videre færd”, siger Erik Krarup, som tilføjer: “Vi lykkes først, når virksomhederne lykkes og når vi kan se, at vi vores indsats bærer frugt – økonomisk og beskæftigelsesmæssigt i regionen”.

    Erhvervshus Midtjylland har kontorer i Aarhus, Horsens og Herning og har et bredt korps af erfarne virksomhedskonsulenter med specialiserede kompetencer inden for bl.a. teknologi og innovation, kapital og finansiering, strategi og forretningsudvikling, ledelse og organisation, salg og markedsføring samt eksport og internationalisering.

    På erhvervshusmidtjylland.dk findes et udpluk af case-historier, der beretter om, hvordan Erhvervshus Midtjylland har hjulpet en lang række virksomheder i regionen med vejledning.

    Kontakt:

    Erik Krarup, direktør Erhvervshus Midtjylland
    Tlf.: 70 22 00 76
    Mail ek@erhvervshusmidtjylland.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/de-forste-1000-virksomheder-har-nu-faet-hjaelp-fra-erhvervshus-midtjylland?releaseId=13579736