PRM / Åbent Hus: Brug for flere faglærte pædagoger

    Pressemeddelelse fra VIA University College

    Har du fem års erfaring med pædagogisk arbejde fra eksempelvis dagtilbud, SFO, psykiatri, plejehjem, klub, kriminelle unge eller et helt andet område? Så kan du blive pædagog på bare tre år på merituddannel-sen i Horsens.

    Uddannelsen giver de samme kompetencer som den almindelige pædagoguddannelse. De studerende følger den samme studieordning og skal opfylde de samme krav. Men merituddannelsen er tilrettelagt, så de studerende bruger deres pædagogiske erfaring i uddannelsen. Erfaringen giver merit for de to lønnede praktikker, så uddannelsen kun tager tre år.

    Udover erhvervserfaring skal de studerende opfylde de samme optagelsesbetingelser som på pædagoguddannelsen. Man kan søge om individuel kompetencevurdering, hvis man ikke opfylder kriterierne for optagelse.

    Brug for flere faglærte pædagoger
    De meritpædagogstuderende kan se frem til at blive en del af en særdeles ombejlet flok. Der er nemlig akut mangel på uddannede pædagoger. Ifølge de nyeste tal fra 2017 fra Danmarks Statistik udgør uddannede pædagoger kun 58 procent af det samlede pædagogiske personale i landets daginstitutioner.

    Behovet for mere uddannet pædagogisk personale kom for alvor på dagsordenen med regeringens bebudede minimumsnormeringer. I år vil der efter forventningen være 424.000 børn blandt de nul til seksårige. Det tal vokser til 491.000 i 2029, ifølge Danmarks Statistiks fremskrivninger. Og med lovbundne minimumsnormeringer på vej, vil behovet for uddannet pædagogisk personale vokse endnu mere på sigt.

    Derfor er uddannelsen til meritpædagog en mulighed for at øge mængden af uddannede pædagoger og samtidig give mange pædagogmedhjælpere papir på deres kompetencer, en højere jobsikkerhed og en bedre løn.

    Der er Åbent Hus på meritpædagoguddannelsen den 26. september på VIA Campus Horsens, Chr M Østergaardsvej 4, 8700 Horsens kl. 16.30.

    Kontakt
    Studievejleder, Shazia Maria Tariq Borup, VIA University College, tlf. 87 55 36 65, mail: smtb@via.dk
    Journalist, Casper Grud Nielsen, VIA University College, tlf. 87 55 15 16, mail: grud@via.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/abent-hus-brug-for-flere-faglaerte-paedagoger?releaseId=13579242