PRM / Ny patientguide tager patienter og pårørende i hånden

    Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

    Tilgangen til patientinformation ændrer sig i disse år. Mange patienter har et ønske om at blive hørt og vil gerne klædes på til at være mere aktive i deres eget sygdomsforløb. Her handler det i høj grad om at føle sig bedre rustet til at håndtere de følelsesmæssige udfordringer, og bedre informeret til at tage stilling til de behandlingstilbud, som vedrører netop dem. Det har Region Hovedstaden lyttet til. Derfor har regionen taget initiativ til at lave en generel guide, som kan bruges uanset, hvor man er i sit forløb og uanset hvilken sygdom, der er tale om:

    “Når vi rammes af sygdom bliver mange af os bekymrede, og vi søger ofte informationer om de ting, vi er usikre på eller har svært ved. Samtidig bevæger vi os mod et sundhedsvæsen, hvor mere behandling foregår i og tæt på eget hjem, og der stilles dermed større krav til, at man kan finde hjælpen, der hvor man er. Patientguiden er et vigtig skridt i den retning. Guiden indeholder præcis og korrekt information, og fordi kommuner og de praksiserende læger har været med i udviklingen af den, er den et godt eksempel på, at vi får et mere samlende, nært og menneskeligt sundhedsvæsen,” fortæller regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), der samtidig slår fast, at guiden også er med til at sætte fokus på de følelsesmæssige sider af det at blive syg.

    Hjælp til at bevare kontrollen

    Ude på afdelingerne tror man også på, at den nye guide kan komme patienterne til gavn. Det mener i hvert fald overlæge på Hæmatologisk afd. på Rigshospitalet, Lone Smidstrup Friis, der er vant til at have samtaler med patienter og deres pårørende:

    “Når man bliver alvorligt syg, oplever mange patienter et kontroltab. Guiden her kan hjælpe patienter til at overskue alt det, der skal ske. Når man bevarer en vis grad af kontrol, er det tryghedsskabende og samtidig med til at gøre patienterne til ligeværdige medspillere,” siger hun og tilføjer, at guiden også kan være medvirkende til, at man som patient ikke så nemt bliver tabt på gulvet i de forskellige systemer eller føler sig som en kastebold, fordi man ikke rigtigt forstår, hvad der sker.

    Hos flere praktiserende læger ser man også med positive øjne på ideen om en guide med generel information til patienten og den pårørende:

    “Jeg er sikker på, at de patienter, der har orienteret sig i Patientguiden og måske også i Patienthåndbogen på sundhed.dk, der komplementerer guiden, vil få en konsultation, der er mere effektiv, mere relevant og mere kvalificeret,” fortæller Bjørn Perrild, som er alment praktiserende læge.

    Overblik over sit eget forløb

    Vibeke Malmos er en af dem, der har savnet et tilbud som Patientguiden. Hun har i mange år kæmpet med en kræftsygdom, der blandt andet krævede behandling på tværs regioner og kommuner:

    “Da jeg blev syg, havde jeg et enormt behov for at vide mere om mit forløb,” fortæller Vibeke Malmos og fortsætter:

    “Men det er rigtig svært for hospitalerne at vide, hvordan man er som patient, og hvad man har brug for – og det er ofte først efter, man har været på et hospital, at man bearbejder oplevelsen derhjemme og kommer i tanke om alt det, man ikke fik spurgt om. Med Patientguiden får man et redskab til at få afklaret mange af sine spørgsmål og mulighed for at være bedre rustet undervejs i sit forløb,” afslutter Vibeke.

    Fakta

    • Patientguiden giver patienter og pårørende gode råd og redskaber til deres forløb uanset, hvor de er i sundhedsvæsenet. Fx kan patienter og pårørende finde informationer om muligheder og rettigheder, hvilke ressourcepersoner der kan hjælpe i forskellige situationer samt få gode råd til, hvordan man håndterer ventetid eller psykiske udfordringer.
    • Patientguiden indeholder ikke informationer om konkrete undersøgelser og behandlinger. De informationer er på vej i et sideløbende projekt.
    • Patientguiden lanceres 12. september og ligger på regionens og regionens hospitalers hjemmesider. Du kan tilgå Patientguiden via linker her: https://www.regionh.dk/Sundhed/Patientguiden

    For mere information:

    • Kontakt regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen via pressevagten på Presse@regionh.dk eller tlf.nr.: 70 20 95 88. I pressevagten hjælper vi desuden gerne med kontakt til relevante cases og til fagpersoner hos regionen og kommunerne.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-patientguide-tager-patienter-og-parorende-i-handen?releaseId=13579156