PRM / Sommerfugle, bier og borgere har fået mere natur i Furesø

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Torsdag den 5. september fik Udvalg for Natur og Grøn Omstillingen status for, hvordan det går med naturplejen i Furesø og Grøn Plan 2013-2024. Og det går godt.

    Furesø Kommune har gennemført mange naturplejeprojekter siden 2013. For eksempel har sommerfugle og bier fået flere blomster at hente nektar fra på Baunesletten. Kommunens får og køer naturplejer enge, moser og overdrev, Søndersø er blevet opfisket og blevet til badesø, mens flere åer er blevet åbnet eller restaureret.

    “Furesø er en perle med sin vidunderlige natur. Men vi skal passe på den og pleje den. Og det gør vi. Vi har de seneste år gennemført naturgenopretningsprojekter, naturpleje og formidlet naturen, så for eksempel skolelever også får undervisning i naturen og børnehavebørn møder får og geder, de kan klappe, siger Lene Munch-Petersen (A), formand for Udvalg for natur og grøn omstilling.

    En del af naturplejen handler også om at bekæmpe invasive arter, der ødelægger den omkringliggende natur eller kan skade borgerne. En indædt kamp mod bjørneklo i Furesø, betyder at den nu stort set er under kontrol.

    Invasive arter spreder sig

    Men andre invasive arter spreder sig. Derfor laver kommunen nu en indsats mod især gyldenris og den meget aggressive japansk pileurt.

    I løbet af september i år indleder Furesø Kommune et projekt i et naturområde mellem Slangerupvej og Paltholmvej, som handler om at bekæmpe japansk pileurt. Den kan have rødder på flere meter under jorden, vokse igennem beton og spreder sig meget aggressivt.

    I området mellem Slangerupvej og Paltholmvej vokser den så vildt, at man ikke kan gå tur i området i sommermånederne. Kommunen vil nu rydde et stort område for træer og buske og lægge en særlig ukrudtsdug i en række år. Derefter vil kommunen se, om metoden er effektiv til at kvæle japansk pileurt og kan anvendes i andre dele af kommunen. Samtidig vil en lille sø i området blive oprenset.

    Grøn Plan 2013-2024 indeholder mål og sigtelinier, som fortsat afgør arbejdet med plejen af Furesøs natur. I 2020 planlægger Furesø Kommune at undersøge natursårbarhed, trusselsniveauer (fx om naturen er truet af tilgroning eller invasive arter) og natureffekt af de indsatser, man har arbejdet med.

    Kontakt:

    Formand for Udvalg for natur og grøn omstilling Lene Munch-Petersen (A): tlf. 7216 5660

    Centerchef for By og Miljø Ellen Hvidt Thelle tlf. 7216 5780.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sommerfugle-bier-og-borgere-har-faet-mere-natur-i-fureso?releaseId=13578928