PRM / København får IT-skole for flygtninge- og indvandrerkvinder

    Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

    Kvinder med flygtninge- og indvandrerbaggrund har brug for at lære de digitale færdigheder, som arbejdsgiverne efterspørger.

    Det kan helt basalt handle om at lære, hvordan en computer og IT-programmer fungerer. Eller det kan være at lære at kode for at blive i stand til at tage et IT-job.

    Uanset hvilket niveau kvinderne møder ind med, skal en ny skole i København “ReDI School of Digital Integration” nu klæde kvinderne på med IT-kurser og workshops, der kan styrke deres chancer for at få et job.

    Det er dermed Danmarks første Tech-skole for kvinder med flygtninge- og indvandrerbaggrund, og al undervisning varetages af frivillige fra IT-sektoren.

    Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), holdt åbningstalen.

    “Jeg synes, det er et fantastisk initiativ. Der er ingen tvivl om, at når man skal ud og begå sig på det danske arbejdsmarked, så er det en klar fordel at have en god forståelse for IT. Derfor vinder vi også alle ved, at stærke frivillige kræfter har taget på sig at hjælpe disse kvinder,” siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

    Gode resultater i Tyskland
    I Berlin findes en lignende skole, som opstod som følge af flygtningekrisen i 2015. Skolen underviser i dag omkring 1000 elever om året, hvoraf 60 % er kvinder. Og resultaterne er opløftende:

    Et år efter at være startet på ReDI School, viser en stikprøve, at 38 % er kommet i arbejde eller praktik, 40 % i uddannelse, og ca. 5 % springer ud som freelancere eller iværksættere.

    De gode resultater håber beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard kan overføres til København.

    “Den bedste hjælp vi kan give mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, er de forudsætninger, det kræver for at få et arbejde. Derfor er det også meget prisværdigt, at vi har frivillige og organisationer, der står parate til at hjælpe vores flygtninge- og indvandrerkvinder med at få bedre IT-kompetencer. Uanset om det er basiskundskaber eller undervisning i mere avanceret kodning,”siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

    De første 6-ugers-kurser på tre forskellige niveauer (begynder, basis og kodning) starter i oktober efterfulgt af 12-ugers kurser fra februar 2020.

    Skolen er støttet af bl.a. The Coca-Cola Foundation, IBM Danmark, Dansk Industri og Dansk Flygtningehjælp.

    Kontakt:

    For yderligere kommentarer fra beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard, kontakt pressekonsulent, Jakob Balthazar Munk på 24989050 / fl9k@kk.dk

    For yderligere informationer om ReDI School, kontakt daglig leder, Ida Jepsen, på mobil 60 46 71 56

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kobenhavn-far-it-skole-for-flygtninge–og-indvandrerkvinder?releaseId=13578830