Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri
På Fyn stiller syv ud af 10 kommuner først krav om bankgaranti, når opgaven, som kommunen sender i udbud, er på en million kroner eller mere. Det viser en opgørelse fra Dansk Byggeri. Dermed kan virksomhederne byde på kommunale opgaver til under en million kroner uden først at skulle i banken. Sidste år var der seks fynske kommuner, der havde en grænse på mindst en million kroner, mens tallet i 2015 kun var to.
– Det er en fordel for især mindre virksomheder, når de ikke skal forbi banken, hver gang de skal byde på en kommunal opgave. Så det er en god nyhed, at flere kommuner nu har hævet grænsen for, hvornår virksomhederne skal stille garanti. Nordfyns Kommune er helt i front. Her stiller de først krav om økonomisk sikkerhed ved opgaver på to millioner kroner eller derover, siger erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, Dansk Byggeri.
På landsplan går det også den rigtige vej. 72 ud af 98 kommuner stiller først krav om, at virksomhederne skal stille med en arbejdsgaranti ved opgaver på mindst en million kroner. Sidste år gjorde det sig gældende for 49 kommuner, mens antallet var 17 i 2015.
I kommunerne Kerteminde, Langeland og Ærø skal virksomhederne stille med en bankgaranti, når de byder på kommunale opgaver på 500.000 kroner eller derover.
– Jeg håber, at de sidste kommuner vil følge det gode eksempel fra deres nabokommuner, for det er besværligt og dyrt, ikke bare for virksomhederne, men også for kommunerne, når virksomhederne skal stille garanti ved mindre opgaver. Kommunerne skal jo også bruge ekstra tid på administration, når der stilles garanti, siger erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, Dansk Byggeri.
Om arbejdsgaranti
En arbejdsgaranti er en økonomisk sikkerhed, virksomheden skal stille, når den byder på en opgave. Garantien skal dække fejl og mangler, hvis virksomheden går konkurs eller af andre årsager ikke kan færdiggøre opgaven. Den enkelte kommune afgør selv, hvor lav beløbsgrænsen for opgavestørrelsen skal være, før virksomheden skal stille arbejdsgaranti. Dansk Byggeri anbefaler en grænse på minimum en million kroner.
Opgørelsen bygger på data fra en spørgeskemaundersøgelse, som er sendt til kommunaldirektørerne.
Kontakt:
Erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, Dansk Byggeri, telefon 23 32 34 95
Pressemedarbejder Sarah Stendorf Meier, sam@danskbyggeri.dk, telefon 28 93 43 94
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fynske-kommuner-gor-det-lettere-for-virksomheder-at-byde-pa-mindre-opgaver?releaseId=13578724








