PRM / Carmen er ikke en spansk cigaretpige

    Pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater

    Den 14. september er der premiere på Operaens nye version af Bizets opera Carmen. I den visionære instruktør Barrie Koskys opsætning er Carmen stadig en gåde- og lunefuld kvinde, men hun er om muligt endnu mere frigjort, lidenskabelig og uovervindelig.

    Selvom der er tydelige spanske referencer er Carmen i Koskys øjne ikke en hidsig spansk cigaretpige med en rose i munden eller en vulgær tyrefægterbetvinger. I musikken ser Kosky snarere referencer til fransk operette.

    Kosky mener, at Bizet byggede sine karakterer på den tysk-fødte franske komponist Jacques Offenbachs stærke og moderne kvinder. Derfor viser han Carmen som en kamæleon, der kan skifte forklædning – både flirtende og filosofisk, med et barns uskyld og en erfaren kvindes kraft, både maskulin og feminin. Hun er både domptøren og løven i cirkusarenaen. En kvinde i absolut kontrol.

    Mezzosopranen Randi Stene sagde i sin tid, da hun sang rollen: “Rollen er kun autentisk, når den går i spænd med sangerens egen personlighed, og ægtheden forsvinder med Carmens mindste vrik med hoften, som ikke kommer fra sangeren selv. Selvfølgelig kan man ikke lave en pæn Carmen, hun er vild og udfordrende. Men det er lettere at synge lækkert og elegant – og stadig være Carmen – når rollen er skræddersyet til dig”

    Den Kongelige Opera præsenterer en Carmen-forestilling, der kommer direkte fra Frankfurter-operaen og Royal Opera House i London. Det er en sofistikeret nyfortolkning af det sitrende mesterværk i en rendyrket, energisk og minimalistisk opsætning, hvor en overdimensioneret sort trappe med hilsen til Busby Berkeley og Hollywood udgør den stilistiske scenografi, og Otto Pichlers cool koreograferede dans skaber bevægelse på scenen med stramme og moderne danseoptrin.

    Operaen blev første gang opført i Paris 3. marts 1875, hvor det erotiske og umoralske drama forargede det franske publikum. Efterfølgende har Bizets heltinde haft succes med ikke blot at forføre mændene i operaen men også et stort publikum verden over.


    Spilleperiode på Operaen: 14. september 2019 til 15. februar 2020

    Instruktør: Barrie Kosky
    Dirigent: Alexander Vedernikov
    Carmen: Michèle Losier/Elisabeth Jansson
    Don José: Migran Agadzhanyan/Niels Jørgen Riis
    Escamillo: Anatoli Sivko/David Kempster
    Dancairo, Moralès: Palle Knudsen/Magnus Ingemund Kjelstad
    Remendado: Fredrik Bjellsäter
    Zuniga: Kyungil Ko/Steffen Bruun
    Frasquita: Margaux de Valensart/Frøy Hovland Holtbakk
    Michaëla: Sofie Elkjær Jensen/Gisela Stille
    Mercedes: Ida Ränzlöv/Kari Dahl Nielsen

    Det Danske Pigekor, Det Danske Drengekor, Det Kongelige Kapel, Det Kongelige Operakor

    Kontakt:

    PR og presseansvarlig, opera og koncerter Claus Kjær tlf.: +45 27 52 90 77 email: clkj@kglteater.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/carmen-er-ikke-en-spansk-cigaretpige?releaseId=13578438