Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri
Uanset om sommerhuset er omgivet af sand og vand eller lyng og fyrretræer, så har flere danskere haft både lyst og luft i budgettet til at købe sommerhus. Det gælder også på Bornholm, hvor der på seks er år solgt 156 procent flere sommerhuse. Det viser opgørelsen fra Dansk Byggeri, der bygger på de seneste tal fra Finans Danmark.
– Lave renter og muligheden for at låne op til 75 procent af prisen i et realkreditinstitut har, ud over den generelle positive udvikling i økonomien, givet langt flere danskere mod på at købe sommerhus, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Jacob Hangaard.
I perioden 1. april 2018 til 1. april 2019 er der solgt 110 sommerhuse på Bornholm, hvilket næsten er samme niveau som året før, hvor 114 bornholmske sommerhuse skiftede ejer.
– Forskellen i antallet af handler rundt om i landet hænger sammen med, hvor mange sommerhuse der er. På Bornholm bliver der fx ikke udbudt ligeså mange sommerhuse som på Vest- og Sydsjælland, men der rift om de populære sommerhuse på solskinsøen, siger Jacob Hangaard fra Dansk Byggeri.
Bornholms popularitet blandt sommerhusejere kan også mærkes på kvadratmeterprisen, der er steget en del siden 2012. Dengang kostede et sommerhus i gennemsnit cirka 11.600 kroner per kvadratmeter, mens gennemsnitsprisen i perioden 1. april 2018 til 1. april 2019 var knap 14.300 kroner. Det er næsten på niveau med året før, hvor prisen var knap 14.400 kroner.
Kontakt:
Økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, Jacob Hangaard, jha@danskbyggeri.dk, telefon 61 66 53 58
Pressemedarbejder i Dansk Byggeri, Sarah Stendorf Meier, sam@danskbyggeri.dk, telefon 28 93 43 94
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sommerhussalget-gar-godt-pa-bornholm?releaseId=13578469








