Pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening
Konkurrencen Årets Øko Kok 2019 hylder de økologiske råvarer og de kokke der hver dag arbejder for at fremme økologien. Konkurrencen afholdes i forbindelse med det årlige Økologisk Høstmarked i weekenden 31. august og 1. september, og i år holdes konkurrencen på Stengården ved Bregnerød på Sjælland.
Publikum kommer helt tæt på
Det er 10 kokke fra restauranter med det økologiske spisemærke som stiller op i konkurrencen. Publikum får mulighed for at komme helt tæt på, så man kan se kokkene arbejde, og derudover har restauranterne spiselige visitkort med hjemmefra, som uddeles til publikum i løbet af konkurrencen.
De fem restauranter, der deltager, er Restaurant Hærværk fra Aarhus, som vandt Øko Kok 2018, Restaurant L’estragon også fra Aarhus, Restaurant Brace og Hahnemanns Køkken begge fra København og Sdr. Bjert Kro med adresse syd for Kolding.
Inspiration til at bruge økologiske råvarer
“Konkurrencen skærper nysgerrigheden på alle de lækre økologiske råvarer der lige nu pibler op af jorden, og er samtidig en konkurrence, hvor kokkene udfordres på deres håndværk og kreativitet. Jeg håber også på, at konkurrencen inspirerer os alle sammen til at udforske økologiske råvarer og prøve noget nyt til menuen, som ellers ikke finder plads i den ugentlige ofte faste madplan,” siger projektleder Birgitte Nygaard fra Økologisk Landsforening.
Det eneste kokkene ved på forhånd er, at de skal kreere en forret, hovedret og dessert. Hvilke råvarer de har til rådighed, finder de først ud af, når de møder op til konkurrencen og selv skal i marken for at høste råvarerne. Retterne bedømmes ud fra håndværk, råvarehåndtering, smag, udseende, helhed og madspild.
Tre professionelle dommere
Francis Cardenau, Mikkel Maarbjerg og Anders Halskov-Jensen er de professionelle dommere, der skal smage sig igennem fem restauranters bud på en økologisk 3-rettes menu, inden de udråber en vinder af den ærefulde konkurrence. Vinderen findes umiddelbart efter sidste ret er smagt og voteret af et professionelt dommerpanel. Det sker kl. ca. 15.30. Udover den fornemme titel som Årets Øko Kok 2019 får vinderen 30.000 kr.
Fakta om konkurrencen Årets Øko Kok 2019
Årets Øko Kok blev afholdt første gang i 2017. Konkurrencen finder sted i forbindelse med Økologisk Høstmarked, og besøger hvert år en ny del af landet. I år afholdes den på Stengården i Nordsjælland. 10 kokke fra i alt 5 restauranter – der alle har opnået Det Økologiske Spisemærke – dyster om den ærefulde titel som Årets Øko Kok. Det unikke ved konkurrencen er, at kokkene ikke på forhånd ved, hvilke råvarer de har til rådighed. Det finder de først ud af, når de selv skal høste dem i marken.
Se mere om høstmarkedet på
Fakta om Økologisk Høstmarked
Høstmarkedet er en fælles årlig landsdækkende begivenhed, som arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med værter over hele landet. Sidste år valgte 75.000 danskere at bruge en dag på at besøge den lokale økologiske landmand, og i år inviterer over 80 økologiske landmænd indenfor til Økologisk Høstmarked.
På hjemmesiden er det muligt at læse mere om, hvad der kan opleves på de enkelte gårde og finde den gård, der passer til interesse og kørselsafstand. Beskrivelserne opdateres løbende, så hold øje med favoritgårdene.
Download til fri redaktionel afbenyttelse og til brug på fx hjemmesider. Foto og film er optaget fra tidligere års Øko Kok Konkurrence og tidligere Økologisk Høstmarked.
For yderligere oplysninger om Årets Øko Kok 2019 konkurrence:
Birgitte Nygaard, projektleder, Økologisk Landsforening, , 30 32 87 33
David Erichsen, pressemedarbejder, Økologisk Landsforening, , 31 40 99 85
Stengården, Elisabeth og Jens Otto Rasmussen, 61 68 92 82
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kokke-konkurrence-med-fokus-pa-okologi?releaseId=13578253








