PRM / Kommuner nedbringer ventetiden for hjælpemidler til ældre og handicappede

    Pressemeddelelse fra Fredensborg Kommune

    Borgerne får hurtigere de rette hjælpemidler, og økonomistyringen i den fælles hjælpemiddelcentral er på rette vej. Det viser den første status på en ny samarbejdsaftale, som Fredensborg og Helsingør kommuner indgik med Nordsjællands Brandvæsen for et halvt år siden for at forbedre kvaliteten af den fælles service.

    Resultatet glæder udvalgsformændene i de to kommuner:

    “Det er helt afgørende, at borgerne hurtigst muligt får de hjælpemidler, som de har brug for. Derfor er vi også meget tilfredse med, at vores fælles hjælpemiddelcentral nu kører så godt, samtidig med at økonomistyringen på den interne drift er forbedret”, siger Hans Nissen, formand for Social- og Seniorudvalget i Fredensborg Kommune.

    Mette Lene Jensen, formand for Omsorgs- og Sundhedsudvalget i Helsingør Kommune, deler den tilfredshed:

    “Vores visitatorer har i det seneste halve år oplevet et fald i klager og henvendelser fra borgere, pårørende og samarbejdspartnere, som har haft problemer med leveringer, afhentning og reparationer. Det går den rigtige vej, og jeg glæder mig også over, at medarbejderne i begge kommuner oplever, at deres arbejdsdag nu er lettere på grund af det nye arbejdsflow mellem forvaltninger og hjælpemiddelcentralen”.

    Som følge af den nye samarbejdsaftale kan borgerne nu bl.a. telefonisk få direkte kontakt med de fagfolk, der står for hjælpemidlerne i stedet for tidligere, hvor al kontakt gik gennem visitatorer.

    Ifølge den nye samarbejdsaftale forpligter Nordsjællands Brandvæsen sig til at levere standardhjælpemidler inden for tre hverdage. I juni 2019 er det lykkedes i 78 % af alle bestillinger. Det er en markant stigning i forhold til de 70 %, som tallet var i januar 2019, viser den nye status. Årsagen til, at der stadig er tilfælde med længere leveringstid skyldes især ventetid på levering fra leverandørerne af hjælpemidler.

    Kontakt:

    Mette Lene Jensen (V), formand for Omsorgs- og Sundhedsudvalget i Helsingør Kommune, tlf. 40 37 55 02
    Hans Nissen (A), formand for Social- og Seniorudvalget i Fredensborg Kommune, tlf. 50 83 63 45

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kommuner-nedbringer-ventetiden-for-hjaelpemidler-til-aeldre-og-handicappede?releaseId=13577670