Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S
Anja Skov Johansen er pr. 1. august ansat som kunderådgiver i Andelskassen i Esbjerg.
Anja Skov Johansen er uddannet i Nykredit og var derefter ansat i Jyske Bank i Esbjerg i knap 11 år. Her arbejdede hun som privatrådgiver og var i en årrække tovholder for hele boligområdet. Hun fungerede desuden som tillidsmand og arbejdsmiljørepræsentant.
Privat bor Anja i Gjesing med sine to piger på ni og 11 år. Fritiden bliver brugt sammen med børnene, kæresten og venner. Især bruger hun meget tid i Blue Water Dokken og andre haller rundt omkring i landet, både fordi begge døtre spiller håndbold i Team Esbjerg, og fordi familien følger ligadamerne i alle de kampe, hvor det kan lade sig gøre. Derudover går tiden med rejser af alle slags, ligesom Anja har en motorcykel, der skal luftes ind imellem.
I forbindelse med ansættelsen siger Anja Skov Johansen:
“Jeg valgte Andelskassen, fordi jobbet som kunderådgiver lød rigtig spændende og udfordrende, og Andelskassen virkede som en arbejdsplads med mulighed for personlig udvikling og indflydelse. Begge dele har heldigvis vist sig at holde stik. Jeg har mange års erfaring med rådgivning af både privat- og erhvervskunder, og derfor bliver min primære opgave at rådgive erhvervskunder om den private del af deres økonomi. På den måde bliver erhvervskunderne mødt af de dygtigste på området, uanset om de taler med en af mine kollegaer i erhverv om deres erhvervsengagement, eller om de taler med mig om deres privatøkonomi. Herudover skal jeg være med til at understøtte og videreudvikle rådgivningscenteret i Esbjerg, og jeg bliver i høj grad også opfordret til – på baggrund af mine egne erfaringer – at komme med indspark til den retning, som Andelskassen gerne vil i. På den måde kan jeg få indflydelse på mange ting såsom arbejdsprocesser, forretningsgange og procedurer, hvilket jeg ser meget frem til.”
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/anja-skov-johansen-ansat-som-kunderadgiver-i-andelskassen-i-esbjerg?releaseId=13577736








