PRM / Efterskoleelever får bedre evner i køkkenet

    Pressemeddelelse fra Madkulturen

    Danske unge er den gruppe borgere, der laver mindst hjemmelavet mad og bruger kortest tid i køkkenet.

    En fjerdedel af en årgang vælger et år på efterskole, hvor efterskoleleverne et par uger om året har obligatorisk tjans i køkkenet. Ud fra ønsket om at give eleverne større udbytte af deres køkkentjans, har Madkulturen og Efterskoleforeningen startet det treårige projekt Efterskolernes Køkkentjans, der støttes af Nordea-fonden. Projektet uddanner efterskolernes køkkenpersonale i at gøre køkkentjansen til en endnu mere pædagogisk lærerig og inspirerende kulinarisk oplevelse for eleverne.

    “Efterskolerne er et helt oplagt sted at sætte ind. Vi ved, at de unge i efterskolealderen er storforbrugere af færdigretter og bruger væsentlig mindre tid i køkkenet end resten af den danske befolkning. Men eleverne får ikke større interesse i madlavning ved kun at blive sat til at skrælle kartofler. De skal involveres og tildeles en mere aktiv rolle som stolte afsendere af de måltider, de tilbereder,”siger Judith Kyst, direktør i Madkulturen.

    Dette skoleår 2019/20 er det 20 efterskoler fra efterskoleregionerne i Syd- og Sønderjylland samt Midt- og Østjylland, der deltager i projektet.

    Positive tilbagemeldinger

    Indtil nu har 1600 fynske og sjællandske elever fået nye køkkenkompetencer via projektet, der sigter mod at nå ca. 6000 efterskoleelever i projektets tre skoleår.

    Eleverne på det første hold af 16 efterskoler på Fyn og Sjælland har netop afsluttet skoleåret med Efterskolernes Køkkentjans på skemaet, og de elever, der starter på efterskole netop i disse dage, kommer også til at få glæde af de nyerhvervede kundskaber hos skolens køkkenpersonale:

    “Vi har fået enormt mange positive tilbagemeldinger fra de første efterskoler, der har opprioriteret og udviklet elevernes deltagelse i køkkentjansen. Køkkenpersonalets nye evner til at lære fra sig og motivere eleverne har gjort en stor forskel, og det er mit klare indtryk, at de fleste efterskoler fortsætter de nye tiltag med de kommende årgange,” siger Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskoleforeningen.

    Kontakt:

    Presse- & kommunikationsansvarlig Charlotte Kjeldberg Kristensen tlf.: 20 80 44 79 email: charlotte@madkulturen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/efterskoleelever-far-bedre-evner-i-kokkenet?releaseId=13577522