PRM / Premier League starter med et brag på Xee

    Pressemeddelelse fra Xee

    Xee har i den nye sæson erhvervet sig halvdelen af rettighederne til den engelske Premier League i fodbold – og kanalen får æren af at sparke årets sæson i gang, når Champions League-vinderne fra Liverpool fredag den 9. august tager imod oprykkerne fra Norwich. Xee blænder op for studiet kl. 20.00, hvor det er værten Signe Vadgaard, der sammen med kommentatorer og eksperter, sætter rammen for dækningen af verdens stærkeste fodboldliga.

    “Jeg glæder mig til at guide alle danske Premier League-fans gennem en utrolig intens sæson af verdens bedste liga. Jeg tror, det bliver en uforglemmelig sæson, og på Xee starter vi ud med et brag, når vi åbner sæsonen nu på fredag med Liverpool mod Norwich – og så venter der naturligvis en sand gyser på søndag, når United møder Chelsea på Old Trafford,” siger Signe Vadgaard, der er vært på Xee’s Premier League-dækning.

    Søndag den 11. august kan danske fodboldfans se hele to kampe, når Xee starter dækningen af Premier League allerede kl. 14.00. Xee viser først kampen Newcastle – Arsenal, før der stilles om til søndagens helt store kamp, Manchester United mod Chelsea på Old Trafford i Manchester. Efter søndagens to kampe runder vært Signe Vadgaard af ved at sætte rundens hold og gå tæt på dagens Premier League-kampe.

    “Vi starter ud med en helt fantastisk fodboldweekend, og jeg glæder mig til at følge hele sæsonen og ikke mindst finde ud af, om Klopp endelig får det mesterskab, som Liverpool sukker efter, om Solskjær får rettet op på Uniteds form fra sidste sæson, og om Tottenham kan holde på deres profiler og tage det sidste skridt op og blive en reel titeludfordrer,” siger Signe Vadgaard.

    Fakta om Premier League-dækningen på Xee 2019-2022

    • Der vises 116 Premier League-kampe på Xee. I alt er der 232 kampe per sæson, og Nordic Entertainment Group viser de andre 116.
    • Signe Vadgaard er vært på Xees studieudsendelser, som produceres af TV3 Sport med kendte eksperter og kommentatorer såsom Jan Mølby, Carsten Werge, Per Frimann, Stig Tøfting, Martin Jørgensen, Peter Kjær, Jesper Grønkjær, Niels-Christian Frederiksen mfl.
    • Xee er tilgængelig for alle YouSee’s tv-kunder – altså mere end en million danske husstande.
    • Desuden er Xee tilgængelig for Stofa, Boxers og Viasats kunder.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/premier-league-starter-med-et-brag-pa-xee?releaseId=13577461