Pressemeddelelse fra Marsh A/S
Onsdag d. 7. august er det 40 år siden, at Danmarks ældste forsikringsmæglervirksomhed kom til verden – en virksomhed, der inden for få år, skulle vise sig at spille en central rolle i revolutionen af den måde, der blev handlet med forsikringer i Danmark. Marsh A/S, der i sin tid blev stiftet af John Bonnor under navnet Bonnor & Company, havde dengang til mål at ændre konkurrencesituationen i forsikringsbranchen.
I virksomhedens første år var forsikringsmæglere ikke de mest velkomne i forsikringsbranchen, og holdningen blandt virksomheder og forsikringsselskaber var præget af skepsis. Det var en tid, hvor erhvervsforsikringer var reguleret af tarifaftaler, og hvor konkurrencen i forsikringsbranchen i høj grad var baseret på service frem for pris og produktkvalitet.
Da John Bonnor stiftede Bonnor & Company A/S i 1979, blev han en af de vigtigste aktører i revolutionen af forsikringsbranchen. Samtidig var han medstifter af Forsikringsmæglerforeningen i 1980, der stillede en række skrappe betingelser til mæglere:
“Han brød med det traditionelle mønster, der prægede forsikringsbranchen i Danmark dengang. Han formåede at skabe en branche med fri konkurrence og introducerede desuden de konkurrenceparametre, der fortsat er gældende i branchen i dag, hvor forsikringsselskaber vurderes ud fra pris og kvalitet”, fortæller Henrik Larsen, adm. dir. i Marsh Danmark.
I 1997 fusionerede Bonnor & Company og Marsh & McLennan og dannede Bonnor Marsh & McLennan, som siden da har fastholdt sin position som den foretrukne partner for Danmarks største virksomheder inden for risikovurdering og forsikringsmægling. I 1999 skifter virksomheden navn til Marsh A/S.
Marsh Danmark har det seneste årti gennemgået en historisk udvikling og står i dag stærkere end nogensinde før. Siden 2011 har den danske afdeling samtlige år kunnet præsentere rekordhøje vækstrater og i dag placerer Marsh Danmark forsikringspræmier for mere end 1 milliard DKK. Inden for de seneste fem år er antallet af medarbejdere gået fra 60 til 140, man har åbnet afdelinger i Århus og Næstved, og såvel omsætning som indtjening viser samme stigningstakter. Senest har Marsh fusioneret med JLT Danmark, som en del af Marshs globale opkøb af JLT Group. I perioden har virksomheden transformeret sig selv fra udelukkende at fokusere på C20-virksomheder til at betjene hele det danske erhvervsliv, inklusiv diverse løsninger til private kunder i form af nye forsikringsprodukter.
Faktaboks:
- I 1979 stifter John Bonnor forsikringsmæglervirksomheden Bonnor & Company
- John Bonnor er medstifter af Forsikringsmæglerforeningen i Danmark i 1980, som i hans formandstid blev tilsluttet den internationale organisation BIPAR i Bruxelles
- I 1997 fusionerer Bonnor & Company A/S med Marsh & McLennan Companies Inc. under navnet Bonnor Marsh & McLellan
- I 1999 skifter virksomheden navn til Marsh A/S
- Opkøb af og fusion med JLT 1. april 2019
Kontakt:
Thomas Endelt
Konsulent, Frontpage PR & Kommunikation
thomas.endelt@frontpage.dk
+45 50 70 53 34
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/virksomheden-der-aendrede-den-danske-forsikringsbranche-marsh-fylder-40-ar?releaseId=13577334








