PRM / 4.900 adresser i Rødovre får tilbud om gratis tilslutning til fibernet fra TDC

    Pressemeddelelse fra TDC Group

    Der bliver fuld fart på internetforbindelserne hos de borgere og virksomheder, der fra den 1. august takker ja til at blive tilsluttet fibernet fra TDC i kvartererne omkring Valhøj, Nyager Skole og Islev Skole i Rødovre.

    Og fuld fart bliver der også på isen i Rødovre Centrum Arena, når en række danske NHL-stjerner skøjter ud på isen til et brag af en ishockeyaften den 9. august.

    Borgmester i Rødovre Kommune, Erik Nielsen, glæder sig over TDC’s beslutning om at tilbyde gratis fibertilslutning:

    “To gode nyheder for Rødovre på én gang: gratis tilslutning til fiber til cirka hver tredje husstand i kommunen og samtidig et stort ishockeystævne med Danmarks bedste, internationale spillere,” konstaterer borgmesteren og tilføjer:
    “Mon Rødovre kan blive verdensmestre i den digitale infrastruktur med TDC’s investeringer?”

    Det er muligt at skrive sig op til den gratis tilslutning til fibernettet i perioden fra den 1.-14. august, og hvis man interesserer sig for ishockey fra øverste hylde eller ønsker tilslutning til fibernet fra TDC, kan man med fordel kigge forbi Rødovre Centrum d. 9. august fra klokken 14:30, hvor Danmarks største ishockeystjerne Lars Eller skriver autografer, og medarbejdere fra TDC tager imod bestillinger til gratis tilslutning til fibernettet.

    “TDC har forbundet Danmark i 136 år, og vi ønsker at tilbyde borgere over hele landet den bedste digitale infrastruktur. Fiber er fremtidens bredbånd, og det bliver vigtigere og vigtigere i takt med, at vores samfund digitaliseres yderligere dag for dag. Vi ser et stort potentiale i Rødovre, og vi er rigtig glade for, at vi kan kombinere tilbuddet med den stærkt besatte Hockey Stars-turnering,” siger Uffe Tomasson, underdirektør i TDC.

    Husstande og virksomheder i de udvalgte områder kan fra den 1. august bestille gratis tilslutning til TDC’s fibernet på www.tdcfiber.dk. Og er man til ishockey i verdensklasse, kan man købe billetter til Hockey Stars på www.hockeystars.dk.

    Er ens husstand eller virksomhed blandt de udvalgte adresser, og takker man ja til tilbuddet, vil man blive tilsluttet TDC’s fibernet, og de nødvendige installationer vil blive udført uden beregning

    For at gøre brug af den gratis tilslutning til fibernettet skal man købe et bredbånds- eller tv-abonnement hos en udbyder efter eget valg. Det er dog også muligt at få udført den gratis tilslutning uden at tegne abonnement med det samme.

    Med en tilslutning til fibernet fra TDC er det muligt at opnå downloadhastigheder på op til 1.000 Mbit/s, og i fremtiden vil hastighederne kunne blive endnu højere. Hvilke hastigheder, der er mulige på den enkelte adresse, afhænger dog altid af udbuddet hos de tilgængelige bredbåndsudbydere.

    Kontakt:

    Pressekontakt TDC Group Communications tlf.: 70203510 email: tdcpresse@tdc.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/4900-adresser-i-rodovre-far-tilbud-om-gratis-tilslutning-til-fibernet-fra-tdc?releaseId=13577254