PRM / REPAIR Impact Fund investerer 65 mio. kr. i kampen mod antibiotikaresistens

    Pressemeddelelse fra Novo Holdings

    REPAIR Impact Fund har netop investeret i alt 65 mio. kr. (USD 10 mio.) i to amerikanske biotekselskaber: Curza og Spero Therapeutics. Begge investeringer skal fremme udviklingen af nye lægemidler til behandling af infektioner, som er eller risikerer at blive resistente over for den antibiotika, der findes på markedet i dag.

    Dermed har REPAIR Impact Fund i alt investeret 200 mio. kr. i seks virksomheder inden for tidlig udvikling af lægemidler til at imødegå antibiotikaresistens. Fonden, der er et Novo Holdings-initiativ, blev lanceret i 2018.

    Der er et presserende behov for at udvikle nye måder til at bekæmpe antibiotikaresistens. Flere end 700.000 mennesker dør hvert år af infektioner, som er resistente over for antibiotika. I 2050 ventes antibiotikaresistens at slå flere mennesker ihjel, end kræft gør i dag.

    De to investeringer i Curza og Spero Therapeutics er gennemført i forlængelse den netop fuldførte investeringsrunde i USA og Canada, hvor REPAIR Impact Fund modtog 52 investeringsforslag.

    “Vi modtog en række investeringsforslag af høj kvalitet, som retter sig mod verdens farligste og mest dødbringende patogener, og vi er glade for at have investeret i to meget lovende virksomheder og programmer. Begge er inden for små molekyler. Vi havde egentlig gerne investeret i mere diverse behandlingsmetoder, men vi har valgt den mest lovende videnskab. Vi overvejer stadig et sidste projekt fra denne investeringsrunde, og vi har allerede modtaget næsten 40 nye forslag fra vores anden europæiske runde. Vi er meget taknemmelige for alle forslag,” siger Aleks Engel, Director, REPAIR Impact Fund.

    REPAIR Impact Fund har et samlet kapitalgrundlag på 1 mia. kr. til at investere i virksomheder inden for tidlig udvikling af lægemidler til at imødegå antibiotikaresistens. Fonden ventes at investere i cirka 20 projekter i Europa og USA. Håbet er, at det vil føre til, at der udvikles nye lægemidler, som kan behandle infektioner, der er eller risikerer at blive resistente over for den antibiotika, der findes på markedet i dag.

    Kontakt:

    Aleks Engel: tlf.: +45 3067 4796, e-mail: repair@novo.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/repair-impact-fund-investerer-65-mio-kr-i-kampen-mod-antibiotikaresistens?releaseId=13576985