Pressemeddelelse fra Molslinjen A/S
De billige billetter, Bornholmslinjen har introduceret til Bornholm, medfører, at der stadigt kommer flere og flere mennesker, biler og fragt til Bornholm. Det viser Bornholmslinjens opgørelse over trafikken til og fra Bornholm i juni 2019.
Opgørelsen viser, at der på ruten mellem Rønne og Ystad har været næsten 17 procent flere passagerer end i samme måned året før. Antallet af overførte personbiler er steget med små 17 procent.
Juni-tallene viser også, at ruten mellem Rønne og Køge nyder stigende popularitet hos almindelige rejsende. Den nybyggede og flot indrettede Ro/Pax færge Hammershus har i juni sejlet med næsten 40 procent flere personbiler i forhold til juni sidste år. Antallet af passagerer er steget med mere end 26 procent.
Et stadigt voksende Folkemøde har betydet store mængder gods mellem Rønne og Køge. I juni har der været en stigning i antallet af løstrailere på næsten 13 procent.
“Vi er nu for alvor på vej ind i vores første højsæson med Bornholmslinjen, og vi er glade for, at så mange mennesker søger mod Bornholm. Vi kan se, at weekenderne er meget eftertragtede, men man kan stadig komme billigt til Bornholm fra 149 kroner for en bil med fem personer”, siger Bornholmslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Hele opgørelsen over trafikken i juni ligger nu tilgængelig på Bornholmslinjens hjemmeside.
Kontakt:
PR- og kommunikationschef Jesper Maack tlf.: 20196215 email: jma@molslinjen.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stigende-trafik-til-bornholm-i-juni?releaseId=13576303








